Todd: Fantastisk at møde ærkerivaler
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Todd: Fantastisk at møde ærkerivaler

Colin Todd glæder sig til at gæste Århus søndag eftermiddag, når AGF tager imod.

Alka Superligaen bød i seneste runde på et lokalopgør, da Viborg FF tog imod AGF. Et intenst opgør uden vinder, men søndag er endnu mere på spil for AGF-mandskabet. Her tager man nemlig på eget græs imod de absolutte ærkerivaler fra Randers FC.

De to klubber har ikke meget til fælles, og elsker oftest at hade hinanden. Dette kan mærkes hos Randers-træner Colin Todd, der for alvor ser frem til søndagens duel:

- Når man som spiller skal møde sine ærkerivaler, ønsker man altid at lægge ”lidt til” oveni den indstilling, man altid går ind til en kamp med. Sådan har det altid været, og sådan skal det altid være. For vores vedkommende er det fantastisk, at vi allerede i vores anden kamp i Alka Superligaen skal møde  ærkerivalerne. Jeg kan mærke til træningen, at det er noget spillerne ser frem til, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside. 
 
Cheftræneren sætter samtidig spørgsmålstegn ved styrkeforholdet mellem de to mandskaber forud for kampen: 
 
- Jeg forventer et spændende og intenst spillet lokalopgør mod AGF med mange tilskuere. En af mine bekendte sagde forleden, at det bliver som Davids kamp mod Goliat. Men hvem er egentlig David, og hvem er Goliat, spørger Colin Todd. 

Der er kampstart i Århus søndag klokken 13:30.