
Henrik "Tømrer" Pedersen er med sin fysik og målnæse nærmest født angriber. Af statur ligner han slet ikke en venstre back, men han har spillet pladsen lejlighedsvis både under Troels Bech i Silkeborg og tidligere som udlandsprofessionel i Bolton, hvor manager Sam Allardyce satte ham derned.
Det skete pudsigt nok, da den nyligt tragisk afdøde waliser Gary Speed sagde nej til tjansen.
- Det var kun en nødløsning dengang i Bolton. Min roommate Ricardo Gardner, som var venstre back, blev korsbåndsskadet og var ude i ti måneder. Vi var på træningslejr i Thailand og Japan, og der var to venstrebenede spillere i truppen: Gary Speed og mig. Så prøvede han Gary Speed først, men Gary gad ikke at spille venstre back og var skyld i, at vi tabte en træningskamp 3-0 derovre. Så prøvede de mig, og det gik godt. Så måtte jeg bare sige: Jeg vil da hellere spille venstre back og få de kampe med som bonus, end jeg ville sidde på bænken, siger Henrik "Tømrer" Pedersen i et stort interview med Tipsbladet.
- Som angriber var mit problem, at vi havde nogle rigtig gode spillere fremme i Nicolas Anelka, Jay-Jay Okocha og Youri Djorkaeff. Alle dem der. Så det var sgu svært at komme på oppe foran. Så ville jeg sgu hellere spille back end at sidde udenfor. Så kunne jeg også få den pengebonus, der var ved at spille kampene, udover at jeg fik en fed oplevelse i nogle fede kampe. Jeg fik også masser af ros og beholdte endda pladsen, da han kom tilbage, Gardner.
Læs mere: Tipsbladet har mødt Henrik "Tømrer" Pedersen til et stort interview på hans sportsbar Målet i Silkeborg, hvor han fortæller om oplevelser i karrieren, samt ikke mindst ser frem mod afslutningen ved kontraktudløb næste sommer, hvor han går fra banen til baren.