Tommy Møller Nielsen stopper som assistent og bliver scout
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Tommy Møller Nielsen stopper som assistent og bliver scout

FC Vestsjælland flytter Tommy Møller Nielsen over i en ny funktion i klubben.

Med udsigt til en hektisk slutfase i Superligaen samt en pokalfinale mod FC København skifter FC Vestsjælland ud i organisationen bag holdet med omgående virkning. 

Tommy Møller Nielsen stopper som assistenttræner og bliver i stedet scout i klubben. 

FC Vestsjælland understreger, at der ikke er tale om en fyring.

- Vi har ikke en finger at sætte på Tommys assistenttræner-arbejde. Han har til enhver tid leveret kvalitet og fremragende sparring. Han er fagligt superdygtig; og det er også derfor, at vi har valgt at beholde Tommys ekspertise inhouse indtil kontraktperioden udløber den 30. juni. Vi er nødsaget til at kigge på budgetter og vort seneste regnskab var i rødt. Det skal vi have rettet op på, siger sportsdirektør Jacob ’Gaxe’ Gregersen i en pressemeddelelse.

Tommy Møller Nielsen stopper i FC Vestsjælland efter denne sæson, men er glad for, at han kan beholde sit job som scout i resten af denne sæson.

- Jeg har været i mange store og fine klubber, men der er ingen anden klub, hvor jeg hver eneste morgen har fløjtet hele vejen til arbejde. Derfor er jeg også umådeligt glad for muligheden for at bevare tilknytningen som scout for FC Vestsjælland i min resterende kontraktperiode juni måned med. Mit primære erhverv er naturligvis stadig fodboldtræner, og jeg skal ud at se, hvad der rører sig på dét marked også, udtaler Tommy Møller Nielsen.

FC Vestsjællands cheftræner Michael Hansen har nu kun Janus Blond som assistenttræner og fysisk træner i staben omkring sig.