Topscorer-jagt: Mere selvisk træning til talenterne

Subheadline: @Urub 12:Alle elsker at score mål, men de færreste kan finde ud af det. Bag enhver scoring gemmer der sig en videnskab, som rækker længere end at sparke kuglen i kassen. Hvordan bliver man en dygtig afslutter, og hvordan skaber vi fremtidens landsholdstopscorere?

Nu skal den være der. Du er helt fri foran mål, kun målmanden skal passeres, og du ved, hvad der venter, hvis du scorer. Holdkammeraternes krammere, fansene jubel, trænerens gunst. Men bag dig sætter forsvarsspillere lige straks en tackling ind, tavsheden fra tilskuerpladserne fortæller alt om det pres, der hviler på dine skuldre, og du kan simpelthen ikke overskue at misse endnu en stor mulighed. Skal du sparke en hård, flad inderside, skal du vippe bolden over målmanden, som kommer tættere og tættere på, eller skal du drible uden om og stole på, at det venstreben, som normalt kun agerer støtteben, sender bolden i nettet? 

Det lyder simpelt, men er i virkeligheden ganske vanskeligt at sparke bolden i mål. Det handler om meget andet end bare at sparke den ind, når man får muligheden. Man skal modtage bolden i en scoringsposition, vælge den rigtige afslutning, målmanden skal vælge den forkerte side, og den lille stemme, der siger, ”hvad nu hvis jeg brænder igen?” skal tysses ned. Et mål indeholder mange stadier, som skal udføres fejlfrit, og det er de færreste forundt at mestre alle aspekter. 

I Danmark hører vi ofte påstanden, at vi ikke er ret dygtige til at skabe de målscorere, der behersker alle ovenstående facetter, og at det manglende alternativ til Nicklas Bendtner er bevis herfor. Men hvorfor har vi ikke flere potente angribere i landet? Og endnu vigtigere: hvordan får vi dem?

En af årsagerne til, at danske målscorere, dem der laver 20 mål på en sæson, er en mangelvare, er ganske basal. Helt fra en tidlig alder er danske angribere simpelthen for dårlige til at afslutte. DBU-talenttræner Thomas Slosarich skrev i 2011 P-licensopgave om netop det at skabe morgendagens stjerneangriber, og han undersøgte, hvordan målene blev scoret for de otte kvartfinalehold i det års Champions League. Af de 144 scoringer faldt 64 procent på spillerens førsteberøring. Siden har han undersøgt danske angrebstalenters afslutningsevner, og de mestrer ikke at skyde på mål uden at tæmme bolden først.

”Det har været en lille overraskelse for mig, at i U/14- og U/15-fodbold bliver der stadig scoret en del flere mål, hvor de rører den mere end to gange. Det kan jeg ikke genkende fra det internationale, ikke engang bare på ungdomslandsholdsniveau. Der ser man tit, at man har én berøring, måske to, og så skal den altså være i kassen,” forklarer han. 

Den tidligere U-landsholdsspiller har til daglig stor fokus på angribere og afsluttere. I sit arbejde har han blandt andet observeret, at de unge frontløbere ikke har en særlig bred afslutningspalet. De fleste evner ikke relativt basale afslutningsvarianter.

”Hvis vi nu starter helt lavpraktisk med en bold, der ligger i feltet og skal sparkes ind fladt i det lange hjørne. Der skal vi bruge et lodret vristspark, hvor mange kan det? Det var der ikke ret mange, der kunne,” siger han. 

Det er ellers ikke de tekniske fodboldfærdigheder, de unge knægte mangler. Tværtimod er de unges teknik og evner med bolden bedre, end de nogensinde har været. De forstår spillet bedre, og de spiller det bedre, men de formår generelt set ikke at afslutte det. 

”Det svarer lidt til, hvis man i golf gang på gang kan komme op på greenen i ét slag, men er verdens dårligste putter. Så vinder man ikke ret meget,” sammenligner Thomas Slosarich.

”Vi har aldrig haft teknisk dygtigere spillere. Hvis man ser en U/14- eller U/15-kamp, så er de taktisk enormt dygtige i forhold til, hvad de var for ti år siden. De kan næsten alt med bolden, de kan drible med begge ben, føre bolden frem uden at kigge på den. Men det lodrette vristspark er ret væsentligt for en angriber. Der er også mange af dem, der ikke kan lave et chipspark. Målmanden kommer ud og smider sig, og man skal løfte den over ham ligesom Elkjær mod Belgien i 1984. Det kan de måske til nød gøre med det gode ben, men er ikke i nærheden af at kunne gøre det med det dårlige. Eller at man kommer for langt over i den ene side og skal lægge den med en rundskæv i en blød bue uden om målmanden over i det lange hjørne. Det er der heller ikke ret mange, der kan. Slet ikke med det dårlige ben. Det er en afslutningsteknisk færdighed, som ville være god at kunne.”

”Mange er faktisk ret gode til at blive stukket ind i feltet, målmanden kommer ud, og så lægger de den ind med en hård inderside. Det bliver der scoret rigtig mange mål på. Hvis nu vi kunne krydre det indersidespark med lodret vristspark, som er hårdere og derfor sværere for målmanden at nå ned til, og med chipspark og en rundskæv. Det kræver, at værktøjerne sidder på rygraden, så man ikke skal bruge lang tid til at tænke over ”Hvordan gør jeg?”, men bare bruger al beslutningstiden på at finde ud af, hvilket spark man skal bruge.”

Hovedet på det rette sted
Ét er de tekniske egenskaber i afslutningerne, men sikre fødder er ikke meget bevendte, hvis hovedet ikke følger med. Angribere er under konstant pres for at score, for det er det, de måles på, og de fleste kan nok nikke genkendende til forventningspresset, når man er fri med målmanden – også selv om det måtte være en uvigtig seriekamp. Det mentale aspekt spiller en væsentlig rolle i målscorerens spil, og svigter hjernen, gør benet formentlig også. Heldigvis kan man træne den slags, både direkte og indirekte, eksempelvis ved at skærpe sine egenskaber så meget, at man stoler på sig selv og finder ro i, at man ved, at man kan.

”Man skal starte så tidligt som muligt med at få inkorporeret principper for, hvad der er rigtigt og forkert, så spillere både får det rigtige bevægelsesmønster og rent afslutningsteknisk får de rigtige færdigheder. Når man får styr på det, vil man også mentalt gå styrket ud af det og hæve sin selvtillid. Når man langsomt føler, man bliver god til noget og bedre end sine jævnaldrende, så vil man automatisk føle sig bedre, og at man kan stole på sine evner. Hvis man får inkorporeret alt det rigtige fra starten af, og man får øvet det, så får man på et tidspunkt et ekspertniveau på det område, og det er det, det drejer sig om. Det er med til at gøre én psykisk stabil, og samtidig er det også med til at give en bevidsthed,” forklarer Mark Strudal, der er tidligere topangriber og i dag er angrebstræner i FC Nordsjælland. 

Måske kan man også træne og forbedre de mentale egenskaber direkte. I hvert fald barsler Thomas Slosarich med et projekt, der skal teste fodboldspilleres psykiske styrke og finde ud af, hvordan man gør den bedre. 

”Jeg har snakket lidt med vores tidligere kvindelandstræner Kenneth Heiner-Møller, som er i Team Danmark nu, og som også er uddannet psykolog. Han anskuede mentale færdigheder hos sportsfolk som en trænerbar færdighed ligesom et indersidespark. Han gik i gang med meget simpelt at teste de kvindelige landsholdsspilleres mentale færdigheder. Sådan noget som indre dialog, og vindermentalitet. Næste fase var, at han skulle forsøge at træne det hos dem, som måske manglede lidt. Det nåede han aldrig at sætte i søen, fordi han endte med at skifte job, men nu har jeg taget fat i ham, og vi har en dialog i gang. Vi arbejder på, at unglandstrænergruppen prøver at tage testen og arbejde med tingene, så vi også får nogle værktøjer, vi kan bruge over for spillerne. Og på sigt måske havne i en situation, hvor vi har en onlinetest. Det er en test af mentale færdigheder med henblik på at kunne rykke spillerne en lille smule. Det vil især for de spillere, som har særlige roller i begge ender af banen. Målmanden skal være mentalt stærk, angriberen skal være mentalt stærk. Det er der mange, der har italesat, men vi har ikke helt kunne sætte noget praktisk på. Hvordan træner vi det?” spørger talenttræneren retorisk. 

Ind i feltet
Ofte starter et holds presspil med angriberen, og den moderne spids er holdets første forsvarsspiller, som det hedder. Mange angribere er underlagt strenge taktiske opgaver i holdets tjeneste, og det er en del af at være fodboldspiller i det 21. århundrede, at man arbejder hårdt i alle spillets facetter. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Thomas Slosarich mener, at det er til gavn for angribere, at de frigøres for forpligtelser, når modstanderen har bolden, og i stedet får lov til at lægge al deres energi i de eksplosive aktioner, de skal udføre, når de skal score deres mål.

Dermed er man også sikker på, at de opholder sig, hvor de skal. Det nytter ikke, at ham, der skal score målene, får sidelinjekridt på støvlerne eller lunter rundt midt på banen. Der er nemlig kun ét sted, målene falder. Til sin P-opgave fandt Thomas Slosarichs ud af, at 98 procent af de føromtalte Champions League-mål faldt inde i straffesparksfeltet (79) eller i området lige uden for (19). Derfor er det ikke bare en slidt kliché, når fodboldtrænere siger til angriberne, at de skal sørge for at komme ind i feltet.

Nogle angribere har flair for at stå inde i feltet og sparke bolden ind, når den kommer. ”Målnæse” kalder vi det, men er det noget, man bare har, eller kan man skabe det? I forbindelse med sin opgave interviewede Thomas Slosarich en række tidligere danske topangribere, lige fra Ebbe Sand og Anders Jochumsen til Peter Møller og Preben Elkjær, og fra dem var budskabet klart. De havde altid scoret mål og været gode til at stå det rigtige sted. Derfor mener han, at det tyder på, at målnæse ikke kan skabes ud af ingenting. Den kan dog forfines. 

”Man afkoder nogle situationer. Hvis nu forsvarsspilleren ikke får clearet bolden, som han havde tænkt sig. De ting tror jeg ikke, man kan træne fra nul. De skal være der. Men hvis de er der, så kan man godt arbejde lidt med ham i forhold til timing. Jeg siger til mine angribere, at de skal komme ind med så højt fart som muligt, men så sent som muligt. Hvis de løber derind og står, bliver de dækket op af forsvarsspillerne. Det er nogle helt lavpraktiske ting, som man kan træne. Men i de studier, jeg har lavet, har dem, der er gode til det, altid været det i en eller anden grad,” fortæller han. 

Mark Strudal, der spillede ni landskampe og scorede tre mål i sin aktive karriere, mener ikke nødvendigvis, at man bliver født med en målnæse. Den kan godt vokse frem, hvis bare man gør en indsats for det. 

”Eksperter snakker nogle gange om, at ham her har målnæse eller målinstinkt. Det kan man sige, men det kan også være, manden har trænet og gjort tingene ekstremt mange gange. Har været myreflittig og på den måde gjort det til en del af nervesystemet, hvilket spark han skal bruge, og hvor den skal placeres henne i målet. Når man har gjort det 10.000 gange, har man specialiseret sig på et område, og så bliver man dygtig til det. Når folk snakker om målnæse og målinstinkt... Det eneste, det drejer sig om, er at have gjort det rigtig mange gange,” siger han. 

Bedre end Beethoven
Det at gentage noget og øve sig tusindvis gange er nøglen til succes i mange af livets facetter, og det gælder ikke mindst målscoring. Begge de herrer Strudal og Slosarich påpeger vigtigheden af træningen i klubberne, for i dag bruger de unge mindre tid på fodbold i fritiden. De har mange andre tilbud og aktiviteter at give sig til, så derfor skal tiden på fodboldbanen bruges fornuftigt. For uanset hvor stort talentet er, skal det trænes.

”Det handler om, at hvis man spiller klaver 45 minutter hver dag, så bliver man måske aldrig Beethoven, men om et år spiller man sgu okay klaver,” eksemplificerer Thomas Slosarich. 

”Når jeg har snakket med de dygtige danske målscorere gennem tiden, har de fået næring ved at lave mål. Jo flere mål de lavede, desto mere mod på at lave mål fik de. Det handler også om, at de i den daglige træning oplevede at lave mål, hvad enten det er individuel træning eller småspil. Så er vi tilbage ved, at vi som trænere måske skal prøve at holde de drenge, der kan lave mål, oppe omkring straffesparksfeltet. Det er der, 98 procent af alle mål bliver lavet. Så kan det ikke nytte noget, vi rykker ham ned som tier, selv om han ligner Laudrup og kan fodre de andre med nogle lækre bolde. Hvis han også er Elkjær, så skal vi turde sige, at vi mangler mere Elkjær, end vi mangler Laudrup.”

Træningen af angribere har endnu ikke den samme prioritet i Danmark, som målmandstræning eksempelvis har. I dag skal danske klubber, der ønsker talentlicenser af DBU, have målmandstrænere tilknyttet, og der eksisterer deciderede målmandstrænerkurser, men lignende krav og uddannelse findes ikke for angrebstrænere. Men dygtige spillere kommer af dygtige trænere, så mere fokus på angrebstræning er måske vejen frem.

”Jeg ville elske, hvis alle klubber i Danmark på sigt fik en afslutningstræner. Ligesom de har en målmandstræner, der måske har ansvaret for U/10 til U/13, så ville det være fantastisk, hvis de hver fredag havde afslutningstræning, som de for eksempel har i Brøndby med Peter Foldgast og i FC Nordsjælland med Mark Strudal. Det har indtil videre været reserveret til de dygtigste spillere. På sigt skal de i DBU også overveje, om der skal være en afslutningstræneruddannelse eller et appendix til træneruddannelsen, hvor man har særligt fokus på det. Hvis vi har fokus over tid, det kommer nok til at tage en årrække, så vil vi også få nogle spillere igennem, som laver flere mål”, siger Thomas Slosarich.

Også Mark Strudal vil have mere fokus på afslutningstræning, hvis Danmark skal udvikle angribere, der kan måle sig med dem, de producerer i andre lande. 

”Hvis vi kigger lidt i udlandet, har vi stadig et vanvittigt stort udviklingspunkt for Danmark. I Schweiz startede de med talentudviklingen i 1995, hvor vi startede med Den Røde Tråd i 2006. De er altså meget længere, end vi er, og det sidste, jeg har hørt, er, at i Schweiz er det et krav ud fra licensreglerne, at der skal være en angrebstræner i klubben. En, som både har uddannelsen og knowhowen fra egen karriere, så han ved, hvordan angribere tænker og agerer i medgang og modgang. Det er interessant, at et land som Schweiz er foregangsmænd for noget, som jeg synes, vi burde have været i gang med for lang tid siden,” siger Strudal, der selv tilbragte to år i schweiziske Grashoppers. 

”Der er så meget at lære, og hvis jeg sammenligner med min egen karriere, så ryster jeg altid lidt på hovedet og tænker over, hvis jeg havde haft en angrebstræner allerede som U/10 eller U/12. Hvor mange timer jeg kunne have sparet at lave nogle ting forkert, fordi jeg skulle lære mig selv det. Så tager det lang tid om at finde ud af, hvad man gør forkert. Det er et sindssygt vigtigt område det med at kunne afslutte, specielt når vi snakker om, at vi mangler ham, der laver over 20 mål på en sæson.” 

Begge trænere er enige om, at det gavner angribernes afslutningsevner, hvis de i ungdomsårene får lov til at dyrke målliderligheden og får lov til at afvikle så mange skud, at de til sidst er fuldstændig dus med mange former for afslutninger. Det handler om at specialisere sig, ligesom målmænd gør det, og det gør ikke noget, hvis man i en tidlig alder gør det klart, at man allerhelst bare vil score mål. Som Mark Strudal siger:

”Det har været en rød tråd fra DBU, at spillerne skal spille på så mange positioner som muligt indtil så sen en alder. Hvorfor fanden det? Der er rigtig meget godt i vores talentudvikling og Den Røde Tråd, men der mangler bare accepten af, at nogle er til noget andet. Og at give dem noget mere af det, de elsker, i stedet for at give dem erfaringer på tre-fire forskellige positioner og til sidst finde ud af, at det er angriber, de helst vil. Det har dansk fodbold glemt, mens man har haft travlt med at give dem nogle brede kompetencer og gøre dem ”komplette” spillere. Komplette spillere er i min bog ikke altid positivt ladede ord, det kan også være negativt i forhold til at være specialist og vanvittigt dygtig til én ting, for eksempel at sparke den ind i kassen.”

Og det er jo i sidste ende mål, fodbold handler om. Simpelt og dog kompliceret.