Toutouh: Vi har tacklet sæsonen fint
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Toutouh: Vi har tacklet sæsonen fint

Youssef Toutouh er klar over, at der er konkurrence i FC København, og han piber hverken over det eller det hårde kampprogram.

Det har været en arytmisk sæson for FC Københavns midtbanemand Youssef Toutouh. Han har fået en håndfuld startpladser i Superligaen, men lige så ofte er han startet på bænken og kommet ind undervejs.

Toutouh er opmærksom på, at der er kamp om pladserne i FC København – særligt til kantpositionerne, hvor han ofte figurerer.

- Det er sådan, det skal være her. Man kan spille en god kamp, men der er mange gode spillere, der også har bevist deres kvaliteter. Det handler om at holde sig skarp, og nu spillede vi alle godt mod Brugge, så det gælder om at gribe chancen, når man får den. Ellers står der en klar, som er lige så god. Det skærper én, og vi har et godt sammenhold, så på det punkt er det ikke et problem, siger Youssef Toutouh til tipsbladet.dk.

Senest kom han på banen i anden halvleg og leverede et godt indhop, da FC København vandt 4-0 over Club Brugge.

- Det er altid svært at komme ind i en kamp – især i Champions League, hvor man skal tilpasse sig tempoet. Det er svært, men jeg kom ind og skabte lidt. Vi havde bolde meget, og det var lidt nemmere, fordi de havde løbet meget, og der var meget plads i mellemrummet til os kanter. Det er holdkammeraternes fortjeneste, for hele holdet løb meget, siger Youssef Toutouh.

Det travle kampprogram giver netop FCK mulighed for at rotere i startopstillingen, og selvom manager Ståle Solbakken har udtalt sig kritisk om programplanlægningen i Superligaen, er Youssef Toutouh glad for de mange kampe.

- For mit vedkommende er det ikke et problem. Jeg kan godt lide at spille, og jeg vil gerne spille mange kampe. Jo flere kampe, desto bedre, men det er da et hårdt program, og Ståle tænker bare på os. Det er for vores eget bedste, så vi ikke får nogen skader. Vi har haft mange skader tidligere, men vi har tacklet sæsonen fint. Vi har været gode i Superligaen, men også i Champions League, så på det punkt er det helt fint for mig, siger Toutouh, der mener, at FCK-spillerne bør kunne motivere sig til at møde Viborg i Superligaen på udebane få dage efter Champions League-festen i Parken.

- Det har vi prøvet før, så jeg tror ikke, at det bliver et problem. Hvis ikke vi er klar fra starten, går det galt, for det har vi før oplevet. Der har været kampe, hvor vi har brugt de første 20 minutter på at komme i gang, og jeg er sikker på, at vi er klar mod Viborg, så vi slutter godt af inden landsholdspausen, siger Toutouh.