Video : Tipsbladet
Superliga

Transfer-taktik overvejes: AGF vil måske handle igen

Grundige overvejelser skal gøre sig gældende, hvis AGF skal hente en ny mand til truppen, før transfervinduet lukker sidst i august.

Kasper Junker meldes ude i op til seks uger, mens Morten Duncan Rasmussen er tvivlsom, før AGF's møde med Brøndby IF i weekenden. Det har fået manageren, Glen Riddersholm, til at tænke i nye baner, før transfervinduet lukker.

- Vi taler altid om nye spillere, men det vil altid være en afvejning, hvis man skal hente eksempelvis en ny angriber ind, inden transfervinduet lukker. Skal det være en kortsigtet løsning, eller skal man have is i maven? Henter man en ny mand ind, så kan det koste spilletid for flere af de unge spillere. Omvendt kan det også koste at spille med for mange unge folk, når det handler om at nå top seks. Så enten skal man agere eller have modet til at holde fast i det, man har, siger Glen Riddersholm til jp.dk.

I det uafgjorte resultat på 0-0 imod OB valgte manageren at bruge Martin Spelmann og svenske Tobias Sana på toppen. Det valgte træneren at gøre, selvom begge spillere normalt er at finde på midtbanen, og unge Alexander Ammitzbøll var udtaget som holdets eneste angriber.

Morten Duncan Rasmussen, der humpede ude i nederlaget til 3-0 imod SønderjyskE, har pådraget sig en mindre lårskade og forsøger at træne med mandskabet, før AGF søndag tager imod Brøndby IF på hjemmebanen.

Kampen bliver spillet klokken 18.00.