Transfermillioner: Fra Paris over Brøndby til Tingbjerg
.
Superliga

Transfermillioner: Fra Paris over Brøndby til Tingbjerg

Se et eksempel på, hvordan pengene fra de dyre transfers i Europa største klubber kan fordele sig og få indflydelse på et klubskifte i den danske 2. division.

Transfervindue efter transfervindue ser vi klubskifter i et land påvirke handler resten af sommeren, og denne gang er en af bølgerne skyllet fra Paris Saint-Germain og klubbens store Champions League-ambitioner til københavnsk divisionsfodbold.
 
I løbet af sidste sæson fandt Paris Saint-Germain ud af, at klubben ville have en anden målmand end italienske Salvatore Sirigu.
 
Sirigu var en af de første spiller, der kom til i tiden omkring Qatars milliardinvestering i den franske klub gennem naturressource-statens investeringsfond. Men Sirigu har vist sig ikke at være afgørende, som da PSG i foråret igen røg ud af Champions League for tidligt til ejernes smag.
 
Penge er ikke noget problem i Paris Saint-Germain, især ikke efter at UEFA har lempet Financial Fair Play-reglerne, så den franske mesterklub betalte tidligt i transfervinduet lidt over 70 millioner kroner for Eintracht Frankfurts 25-årige tyske landsholdskandidat Kevin Trapp.
 
Bundesliga-klubben havde kig på en erstatning, og efter en del forhandlinger om prisen – Frankfurt har som middelklub i Tyskland ikke samme frisindede forhold til transfers som PSG – fik tyskerne en aftale om at købe Brøndbys finske landsholdsmålmand Lukas Hradecky for to millioner euro, svarende til 15 millioner kroner.
 
Brøndby IF havde set finnens skifte for sig, givetvis fordi klubben havde planlagt med spillersalg og kunne se, en lovende landsholdsmålmand var en god vare på markedet for målmænd, et marked der ellers er ret kompliceret på grund af klubbernes modvilje mod at skifte målmand ofte.
 
Så en aftale med AC Horsens’ Frederik Rønnow var allerede på plads og effektueret, da Hradecky spillede sin sidste Brøndby-kamp på Cypern.
 
AC Horsens besluttede sig for at hente en erstatning udefra, og det blev den tidligere Roskilde- og FC Nordvest-keeper Nicklas Dannevang, der kom på fri transfer fra Brønshøj, der er rykket ned i 2. division. Afløseren i Brønshøj kunne være Kasper Vilfort, hentet hos det nylige oprykkede 1. divisions-hold Fremad Amager, der har stået tre kampe.
 
Kevin Trapp fra Eintracht Frankfurt til Paris Saint-Germain for 72.000.000 kroner. ----- >  Lukas Hradecky fra Brøndby IF til Eintracht Frankfurt for 15.000.000 kroner
 
 ------> Frederik Rønnow fra AC Horsens til Brøndby IF for 2.600.000 kroner -----> Nicklas Dannevang fra Brønshøj Boldklub til AC Horsens for 0 kroner ----->
 
Kasper Vilfort fra Fremad Amager til Brønshøj Boldklub for 0 kroner

Få det helt store trnaferoverblik fra Danmark og de største europæiske ligaer i dagens udgave af Tipsbladet - køb det i dag sammen med Ekstra Bladet.