Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Ingen handler og ingen panik i AGF

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Transfervinduet lukker snart, og tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på AGF.

Uret tikker. Når klokken bliver 23.59 den 31. januar lukker transfervinduet, og dermed er det slut med at hente spillere, der er på kontrakt ander steder. Dermed spidser det til på klubkontorerne rundt om i Superligaen.

Frem mod transfervinduets lukning - den 31. januar - sætter tipsbladet.dk fokus på de 14 Superliga-klubbers transferbehov.

Denne gang er der fokus på AGF.

Status:
Det har været et på ingen måder godkendt efterår for AGF, der overvintrer på en sløj 11. plads - med kun seks point flere end bundproppen fra Viborg FF. Al snakken om top 6-slutspillet er lagt på is - selv om enkelte optimister nok fortsat vil tale den matematisk muliges sag.

Mikkel Rask-signingen er et skridt på vejen i forhold til at finde noget stabilitet, men optimalt set, bør der også hentes en central forsvarer med kvikkere løbetøj end Rask og Backman præsterer.

Umiddelbart har signalerne dog været et forventet stille transfervindue for AGF, og selvom tingene pludselig kan gå stærkt, ligner et den stille afslutning i Aarhus. 

Vinterens tilgange:
Mikkel Rask (Viborg FF)

Vinterens afgange:
A.J. Soares (Karrierestop)

Kommende kontraktudløb:
Steffen Rasmussen (sommer 2017)
Alexander Juel Andersen (sommer 2017)
Oskar Buur (sommer 2017)
Danny Olsen (sommer 2017)
Stephan Petersen (sommer 2017)
Elmar Bjarnason (sommer 2017)
Christopher Ikonomidis - (lejeaftale udløber sommer 2017)

Her kan der sælges:
Der er flere spillere fra før Glen Ridderholm tog over, der meget vel kan være fortid, når kontrakten udløber til sommer. Klubbens nye sportschef Peter Christiansen har slået fast, at der i fremtiden kommer flere skandinaviske spillere til AGF i forhold den gode portion spillere fra i Superliga-regi ikke så kendte områder i og omkring Balkan.

Men skal der noget ind, skal der i AGF som regel først noget ud. 

Her kunne det være en ide at se i retning af nogle af de spillere, der er gledet væk fra startopstillingen. En af dem er Stephan Petersen, der har kontraktudløb til sommer, og selvom et vinterskifte til Silkeborg kunne komme på tale, ligner det en sommerafgang.

Lidt i samme kategori er islandske Elmar Bjarnason havnet i. Oven på sommerens EM-succes med det islandske landshold luftede han tanken om et sommerskifte. Det skete ikke, og siden har gejsten og den kreative gnist været svær at se hos den ellers dygtige boldspiller. Kun fire hele kampe er det blevet til i 14 starter i sæsonen - det ligner ikke en spiller, der bliver længere end maksimalt til kontrakten slutter til sommer.

En lidt anden sag er det med russiske Dzhamaldin Khodzhaniiazov, der blev hentet til AGF i sommeren 2015 fra den russiske storklub Zenit.  Han er på kontrakt frem til sommeren 2018 og har spillet godt med kampe i denne sæson. Problemet er blot, at der har set ud til at have været lidt af nød, at han er blevet brugt så meget. Den 20-årige forsvarsspiller har virket alt andet end sikker og har stået for nogle mystiske personlige fejl undervejs i sæsonen. Der var følere fra en russisk klub i sommer, og Zenit, der i sin tid egentlig gerne havde set talentet blive i klubben, har retten til at købe ham tilbage til et fast beløb - det kunne være forsøget værd for Peter Christiansen.

Endelig kan Alexander Juel Andersen være en mulighed. Kontrakten udløber til sommer, og godt nok har han startet 16 gange i sæsonen, men ofte har det været grundet skader eller karantæner hos forsvarskollegerne, der har sendt ham på banen. Kan begå sig som både højre back og i det centrale forsvar. Har tidligere spillet fast i Viborg FF, der netop jagter forstærkninger til forsvaret. I følge tipsbladet.dk's oplysninger er Viborg FF netop ganske interesserede i at tilknytte forsvarsspilleren, der da også erkender at være i dialog med mindst en anden Superliga-klub.

Dog forventer vi, at AGF ikke skiller sig af med flere spillere inden lukketid. 

Her kan der købes:
Peter Christiansen har som sportschef i Randers FC før haft ganske god succes med sine handler og sigter efter at gentage kunststykket i AGF. Bliver der fundet midler i forhold til et par salg, bliver det spændende at se, hvor meget AGF kommer til at gøre i januar. 

Nu er Mikkel Rask landet på en fri transfer og A. J Soares har forladt AGF, men hvad så? Kan der bliver penge til at hente endnu en midterforsvarer, der i modsætning til Rask og Backman kan have en styrke i løbene med modstanderens angribere - for her har AGF været udstillet flere gange i sæsonen. Det bør være en prioritet for AGF-chefen.

Og hvis der kommer salg på Stephan Petersen og eller Elmar Bjarnason, kan tanken om en ny kantspiller ikke ligge så fjern - med mindre man tør satse mere på den kreative men stadig meget unge Mustapha Bundu. 

AGF har været nævnt som en af flere interesserede Superliga-klubber, når det kommer til FC Københavns overskudslager, hvorfra Bashkim Kadrii efter planen skal lejes ud. Men det ser ud til, at offensivspilleren skal til USA.

I sommer havde AGF angiveligt også snøren ude efter det tidligere Riddersholm-bekendtskab Izunna Uzochukwu, der så langt fra har fundet lykken i OB. Izunna har før flirtet med tanken om igen at spille under Riddersholm, og hans situation i OB peger kun i en retning - klubskifte i januar. Spørgsmålet er så blot om, AGF i virkeligheden har plads til ham, da man i forvejen er godt besat på den defensive og centrale midtbane. 

Meget kan ske i et transfervindue - dog ser det ud til, at AGF er færdig med at handle. 

Citatet:
Cheftræner Glen Riddersholm til Politiken:
Mikkel Rask er alene hentet som en substitut for Anthony Soares, der måtte indstille karrieren på grund af følgerne af sin hjernerystelse, så vi stod med et hul i truppen, men vi bruger ikke flere penge, end vi har, så AGF kommer ikke til at være aktiv i transfervinduet. Det betyder også, at vi bliver fri for de rygter, der kan være med til at skabe forvirring og utryghed.

Nøglepersoner:
Jacob Nielsen, direktør
Peter Christiansen, sportschef
Glen Riddersholm, cheftræner