Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Randers er forberedt på henvendelser

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod transfervinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Randers FC.

En af de mest interessante dage i fodboldkalenderen nærmer sig. Transfervinduets deadlineday finder denne sensommer sted onsdag den 31. august, og der arbejdes nu på højtryk i diverse klubber og agentkontorer for at sikre de sidste handler.

Frem mod transfervinduets lukning sætter tipsbladet.dk fokus på de 14 Superliga-klubbers transferbehov.

Denne gang er der fokus på Randers FC.

Status: 
Randers har efter seks runder kun tabt en enkelt kamp og er at finde på en fjerdeplads i Superligaen. Den positive start er sket efter en sommer, hvor klubben med ny cheftræner i Ólafur Kristjánsson har skiftet gevaldigt ud i truppen. Syv spillere er kommet til og otte spillere er blevet sendt videre. Der er stadig spørgsmålstegn, som skal besvares, men Randers FC er forberedt på, at der kan komme henvendelser på deres spillere.

Sommerens tilgange:
Kasper Enghardt (FC Helsingør), Marko Mitrovic (FC Eindhoven), Frederik Due (HB Køge), Joni Kauko (Energie Cottbus), Hannes Halldorsson (NEC Nijmegen), Brandur Hendriksson (FC København), Mayron George (Hobro IK), Marvin Pourié (FC København)

Sommerens afgange:
Jeppe Tverskov (OB), Kasper Junker (AGF), Jeppe Mogensen (Skive IK), Jack Duncan (kontrakt ophævet), Christian Keller (Viborg FF), Mustafa Amini (AGF), Kalle Johnsson (EA Guingamp), Moussa Maazou (kontrakt ophævet)

Kommende kontraktudløb:
Mads Fenger (sommer 2017)
Johnny Thomsen (sommer 2017)
Jonas Bager (sommer 2017)
Mikkel Kallesøe (sommer 2017)
Viktor Lundberg (sommer 2017)
Mikael Ishak (sommer 2017)

Her kan der sælges:
Det er ingen hemmelighed, at Randers FC har mange angribere. Før transfervinduet havde klubben Lundberg, Ishak og Kasper Junker. Junker er nu i AGF, og ind er kommet Marko Mitrovic, Mayron George og Marvin Pourié. Fem angribere til to pladser lyder af meget. Mikael Ishak har tidligere udtrykket utilfredshed i klubben, og med svenskerens OL, ligner han en mand, der meget vel kan være fortid i Randers.

En anden spiller, der også har været utilfreds, er kantspilleren Mandla Masango. Han blev tidligt i transfervinduet rygtet til AaB, men Randers-ledelsen mente, at aalborgensernes bud ikke var tilstrækkeligt til et salg. Det medfødte utilfredshed i Masango-lejren. Efterfølgende har AaB hentet Edison Flores ind til kanten, så deres interesse i Masango synes at være stilnet af. Det udelukker dog ikke, at han alligevel kan være på vej væk, hvis utilfredsheden bliver der.

Her kan der købes:
Med skader til Nicolai Poulsen og Joel Allansson har den centrale midtbane været svækket i sæsonstarten. Der må derfor spekuleres i, om der skal hentes bredde ind der, eller om klubben satser på hurtige comebacks til Poulsen og Allansson. 

Sportschef Ole Nielsen er tilfreds med truppens sammensætning, så medmindre, der kommer en spiller op, som er for god til at sige nej til, regner sportschefen ikke med, at der sker noget i Kronjylland.