Transferplanen: SønderjyskE skal holde på anføreren og topscoreren
Foto: SønderjyskE
Superliga

Transferplanen: SønderjyskE skal holde på anføreren og topscoreren

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod transfervinduets lukning de 12 Superliga-klubbers transferplaner. Her SønderjyskE.

SønderjyskE har overrasket positivt ved at lægge nummer fire i Superligaen, og klubben har ageret med rettidig omhu i transfermarkedet. To forstærkninger er allerede kommet til, så der skal sælges, før der skal købes. Der byder sig da også et par udmærkede salgsemner til.

Tilgang:
Marcel Rømer (Viborg FF)
Simon Kroon (Malmö FF)
Morten Beck (AC Horsens, lejeretur)

Afgang:
Morten Beck (Kontraktudløb)
Bo Storm (Kontraktudløb)
Baldur Sigurdsson (Kontraktudløb)
Kåre Jensen (kontrakt ophævet)

Kontraktudløb til sommer:
Marin Skender – Målmand
Jens Rinke – Målmand
Søren Mussmann – Forsvar
João Pereira – Forsvar
Kees Luijckx – Forsvar
Andreas Oggesen – Midtbane
Sebastian Sommer - Midtbane
Tommy Bechmann – Angreb
Casper Olesen – Angreb

De kan blive solgt:
En af holdets bedste spillere er anfører og forsvarsstyrmand Pierre Kanstrup. Midtstopperen har etableret sig som en af de bedre på sin position i ligaen, og det skulle undre meget, hvis han ikke står på ønskelisten i andre klubber. Kanstrup har kontraktudløb om halvandet år, og hvis ikke han forlænger aftalen, kan SønderjyskE blive tvunget til at sælge ham, enten nu eller til sommer. Han bliver i så fald svær at erstatte, men klubben har gang på gang vist, at den som regel har gode alternativer klar til at tage over.

Også holdets topscorer, Johan Absalonsen, markerede sig fornemt i efteråret. Ni mål og flere pointgivende præstationer kom fra Absalonsens venstrekant, og som han leverede i første halvdel af sæsonen, kunne han sagtens begå sig i en lidt større klub. Spørgsmålet er, om det er aktuelt. SønderjyskE vil nødigt sælge, og med sine 30 år er der ikke meget udviklings- og videresalgspotentiale i Absalonsen. Det skal der til, hvis andre Superliga-klubber skal betale et par millioner for ham.

En spiller, som måske skal skifte væk fra Haderslev for at få spilletid, er Silas Songani. Den zimbabwiske kant, der kom så flot fra start i Superligaen med mål i 4-0-sejren over FC Vestsjælland for to år siden, har fået en perifer rolle på holdet. Han startede kun to ligakampe i efteråret, og situationen ser ikke meget bedre ud med øget konkurrence fra nyindkøbte Simon Kroon.

TRYK OVER PÅ NÆSTE SIDE FOR AT SE, HVOR SØNDERJYSKE SKAL FORSTÆRKE SIG