Troels Bech antyder Brøndby-tilgang
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Troels Bech antyder Brøndby-tilgang

Brøndby har solgt Jesper Juelsgård til AGF, og Troels Bech antyder, at der kan komme en afløser inden midnat.

Brøndby har onsdag sagt farvel til Jesper Juelsgård, der er solgt til AGF, og det efterlader det blå-gule forsvar noget antalsramt. Således råder Brøndby pt. kun over en kampklar venstreback i Svenn Crone, som tilmed er højrebenet, samt tre midtstoppere, Hjörtur Hermannsson, Benedikt Röcker og Martin Albrechtsen. Det er ikke alverden, og spørgsmålet er, om det ikke er lige lidt nok?

- Det kunne man da godt tænke, at det er. Omvendt kan man også sige, at Jesper Juelsgård ikke spillede så meget, men vi vil da gerne have lidt mere konkurrence i truppen, siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til tipsbladet.dk.

Dermed antyder Troels Bech, at der kan ske tilgang i Brøndby, inden transfervinduet lukker, men han holder kortene tæt til kroppen.

- Vi kommer ikke til at arbejde med mellemtider. Transfervinduet lukker klokken 23.59, og vi skal nok melde ud, hvis vi har noget at melde ud, fastslår Troels Bech. 

Brøndby IF har allerede sikret sig en ny midtstopper i form af Paulus Arajuuri, der dog først skifter til klubben ved årsskiftet. Umiddelbart kan det virke oplagt at forsøge at hente finnen, der spiller i Lech Poznan, til klubben allerede nu, men Troels Bech vil ikke afsløre, om det er et mål for de blå-gule.

- Her må jeg igen henvise til, at vi melder ud, hvis vi har noget, vi gerne vil ud med, lyder det fra Brøndby-bossen.