Video : Tipsbladet
Superliga

Troels Bech: Danser videre med Phiri

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, er tålmodighed i forhold til Lebogang Phiri, der har kontraktudløb til sommer.

Brøndby IF sikrede sig mandag Hany Mukhtar på en permanent aftale, og dermed har de blå-gule sikret sig en uhyre vigtig brik frem mod den kommende sæson. Der er dog stadig mange spørgsmålstegn i den blå-gule trup - særligt på midtbanen.

Her står tre spillere foran kontraktudløb, og blandt dem er Lebogang Phiri, som Brøndby i lang tid har forsøgt at få en forlængelse i hus med - dog indtil videre uden succes. Klubben fortsætter dog med at forsøge.

- Det har været en noget lang dans, vi har været ude i, og vi har stadig et par måneder til at danse færdigt. Det står hen i det uvisse. Jeg hæfter mig ved, at "Lebo" har sagt, at han først vil snakke om det, når sæsonen er omme, og så skal det ikke være mig, der tvinger ham til at forholde sig til mine udtryk, siger sportsdirektør Troels Bech og tilføjer:

 - Det handler om, om det hele handler om et økonomisk perspektiv, eller om der også er et sportsligt. Jeg synes, det sportslige perspektiv er lidt bedre nu.

Ligesom Lebogang Phiri har Rodolph Austin kontraktudløb til sommer. Jamaicaneren har i foråret bidt sig fast i Brøndbys startopstilling, efter at Andrew Hjulsager er skiftet til Celta Vigo. 

Også ham danser Troels Bech videre med.

- Han tackler godt igennem. Man danser med benskinner, når man danser med ham. Vi må se, hvad der er det muliges kunst med ham også, lyder det fra Brøndbys sportsdirektør.

Brøndby tabte mandag 0-1 til FC København.