Troels Bech: Har længe haft øje til Fisker
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Troels Bech: Har længe haft øje til Fisker

Brøndby IF har længe haft krogen ude efter Kasper Fisker.

Brøndby IF lagde ugen fra land med noget af en opsigtsvækkende transfer i den hjemlige Superliga-andedam. De blå-gule har købt Kasper Fisker i Randers FC, og den 29-årige offensivspiller har underskrevet en tre-årig aftale med klubben fra Vestegnen.

I Brøndby er der store forventninger til klubbens nye nummer 8, der har spillet præcis 100 kampe i Danmarks bedste fodboldrække.

- Vi har længe haft et godt øje til Kasper. Han er en dynamo på midtbanen, der er god til at holde tempoet i spillet i gang. Han er ikke bleg for at gå forrest i presset og som type arbejder han hårdt for sit hold. Vores aggressive presfodbold vil derfor passe Kasper godt, men der vil selvfølgelig være en omstillingsperiode, da der er mange detaljer og finesser i vores spil som kræver noget tilvænning, fysisk såvel som taktisk, siger sportsdirektør Troels Bech i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Derfor er vi glade for at vi har fået papir på hinanden i dag, da det betyder at Kasper kan træne med allerede fra i eftermiddag og at han kan tage med på træningslejren hvor vi drager afsted til Østrig på lørdag.

Kasper Fisker er Brøndbys anden signing denne sommer - den første var Benjamin Bellot.