Troels Bech: Jeg vil gerne i gang
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Troels Bech: Jeg vil gerne i gang

Troels Bech har været ledig som træner i næsten fem måneder, men et nyt job lader vente på sig.

Troels Bech blev i slutningen af september fyret i OB efter en stribe af elendige resultater, der havde sænket den fynske Superligaklub ned under nedrykningsstregen.

Månederne er gået, og den rutinerede træner er fortsat ledig på markedet og er efterhånden ved at nå til et punkt, hvor utålmodigheden er begyndt at melde sig i forhold til at finde sit næste job.

- Tiden er måske kommet til, at jeg skal kigge mig om efter et andet job eller et job i anden liga, siger Troels Bech til SportFyn.

- Jeg vil gerne i gang. Selvom jeg har meget rutine som træner, må rutinen heller ikke blive for gammel.

Den 48-årige træner har været på kontrakt i både FC Midtjylland, Silkeborg, Esbjerg og OB og har i alle klubber oplevet at blive fyret. Siden fyringen i OB, blev trænergerningen som bekendt overdraget til Ove Pedersen, der indtil videre har fået klubben op på den rigtige side af nedrykningsstregen.