Troels Bech: Vil have Brøndbys indkøb hurtigt på plads
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Troels Bech: Vil have Brøndbys indkøb hurtigt på plads

Brøndbys sportschef Troels Bech jagter fortsat en ny angriber, men han er ikke klar til at hente for enhver pris.

Troels Bech har ikke siddet længe i stolen som sportschef i Brøndby, men er allerede godt i gang med sine indkøb, hvor det senest er blevet til et indkøb af U/21-landsholdsmålmanden Frederik Rønnow fra AC Horsens.

Det bliver ikke den sidste, og han åbner op for, at der gerne må komme en angriber mere til truppen, hvor man måske er lidt i underskud. Det siger han på Brøndbys hjemmeside.

- Der er nogen, der mener, at vi eksempelvis skal have en angriber. Jeg kan tælle, at vi ikke har en overflod – Pukki er permanent nu, Elmander er senest blevet brugt på den dynamiske midtbaneposition og så helt unge Stückler. Jeg kan godt forstå, hvis det menes, at vi har for få, og vi ved lige præcis, hvilken profil der passer på den angriber, vi gerne vil have. Her kommer den økonomiske ansvarlighed ind, for det er den dyreste position på holdet. Dem, der kan det, vi gerne vil have, har mange muligheder og ofte et bestemt prisskilt vedhæftet. Derfor kan vi heller ikke helt ukritisk ”springe på”, siger Troels Bech.

Troels Bech fortæller desuden, at han gerne ser, at truppen kommer på plads hurtigst muligt.

- Vi vil gerne have alle de spillere, vi ønsker os, på plads hurtigst muligt, og jeg kan garantere, at der er en enorm indsats fra hele staben i forhold til at afsøge de muligheder. Vi ved imidlertid også, at hvis vi bare springer på den første den bedste, så risikerer vi at låse os selv typisk tre eller fire år frem i tiden med en spiller, som ikke viser sig at være den rette. Vi vil gerne bygge et hold op, så det over tid bliver stærkere og stærkere i stedet for at reparere huller, der kan være lige nu, fortæller Troels Bech.

Han slår desuden fast, at Brøndbys strategi på transfermarkedet til næste åbne vindue vil være at få indkøbene ind så hurtigt, som det er muligt. Især fordi han også kender til, hvordan det er som træner.