Troest-historie overrasker ikke Øland

Jonas Troest er tilbage i OB efter et mislykket ophold i Tyrkiet. Foto: Scanpix
Mads Øland, direktør i Spillerforeningen er ikke overrasket over, at Troests skifte til tyrkiske Konyaspor endte som det gjorde. Han advarer nu mod lande som Tyrkiet.

Kun to måneder nåede Jonas Troest at opholde sig i Tyrkiet inden OB gav ham en hjælpende hånd ud af suppedasen. En misligholdelse af den indgåede aftale med tyrkerne gjorde nemlig, at OB overraskende havde mulighed for frit at hente Troest tilbage til Odense.

I Spillerforeningen er man dog ikke så overrasket over hændelsen.

- Der er stadig nogle bløde punkter i europæisk fodbold. Tyrkiet, Grækenland, Rumænien og Ukraine står for en stor andel af de problemsager, vi har, fortæller Mads Øland til DR Sporten.

Øland peger på, at Troest formentlig ikke har fået den fornødne rådgivning, inden han lavede en aftale med tyrkerne.

- Vi advarer ikke mod, at man tager derned, men det er vigtigt at rådgive sig hos os eller en anden kvalificeret part, der kender reglerne, for der er nogle helt specielle forhold, man skal tage højde for. Det er svært at statuere misligholdelse og få sine penge med derfra, siger Øland.

På grund af sagens omstændigheder kan 25-årige Jonas Troest selv endnu ikke komme med nærmere detaljer. Han kan i stedet glæde sig over at være tilbage i dansk fodbold, hvor der formentlig er lidt mere tjek på tingene.



Få Tipsbladet gratis tre fredage i træk. Bestil her!
 

Afstemning

Hvilken »ny« Superliga-angriber scorer mest i foråret?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk