Superliga

Tromsø fortsat efter Stenild?

Horsens-målmanden Kenneth Stenild var på blokken i Tromsø i vinter, og danskeren kan fortsat være på vej til Nordnorge.

Tromsøs to svenske målmænd Marcus Sahlman og Robin Malmkvist har kontraktudløb til vinter, og derfor er klubben på jagt efter minimum én ny målmand.

Allerede i vinter var de på markedet efter målmænd, og Tippeliga-klubben afgav et tilbud på Horsens-reserven Kenneth Stenild. Det afslog Superliga-klubben dengang, men nu er de gulblusede mere end villige til at sælge Stenild, der også meget gerne vil ud af sit sidste år med klubben.

- Jeg ønsker ikke at bidrage til spekulationer om nogen spillere og vil heller ikke kommentere navne. Men jeg kan sige så meget, at vi har en udfordring i, at kontrakterne med vores to målmænd løber ud til vinter, når den norske sæson slutter, og derfor er vi jagt efter én eller to målmænd, siger Tromsø-sportsdirektør Morten Kræmer til tipsbladet.dk.

Da Tromsø bød på Kenneth Stenild i vinter, var det danske transfervindue lukket, hvilket var årsagen til, at Horsens sagde nej tak. Nu står vinduerne i begge lande åbne, og hvis Tromsø tror på Stenilds talent, så vil de måske endnu engang forsøge at hente ham til det nordlige Norge.