Tv-døren står på klem for Brøndby
Illustration
Superliga

Tv-døren står på klem for Brøndby

11 Superliga-klubber blev i går enige om rammerne for medieudbuddet forud for et salg af medierettigheder i perioden 2015 til 2021. Brøndby er ikke med, men døren står på klem, hvis de ønsker sig ind i den kollektive aftale.

Trods indsættelsen af en ny bestyrelse meldte Brøndbys kommercielle direktør Anders Bay i går ud, at klubben fortsat går enegang i forsøget på at sælge medierettighederne til deres hjemmekampe i perioden 2015 til 2012. De 11 andre Superliga-klubber blev samtidig enige om rammerne for udbuddet i den kollektive aftale, og dermed kan salgsprocessen gå i gang, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt rammerne.

Det betyder dog ikke, at Brøndby nødvendigvis er helt udelukket fra fællesskabet. De kan stadig komme tilbage i den kollektive aftale, hvis de ønsker det. Og lige så vigtigt: Hvis de andre ønsker dem tilbage.

- Der er ikke noget i det, vi meldte ud i går, der forhindrer Brøndby i at komme tilbage i aftalen, hvis de vil det. Det kan man relativt nemt tage højde for kontraktuelt, hvor man også tager højde for en række andre eventualiteter som for eksempel ændring af antallet af kampe, ændring af turneringsstruktur og så videre.

- Det afgørende er nærmere, om de andre 11 klubber ønsker dem tilbage. Gør de det, er det dem der bestemmer betingelserne og i givet fald under hvilke forudsætninger, de skal tilbage i aftalen på. Og der kan betingelserne ændre sig over tid, jo tættere vi kommer på at den nye aftale skal træde i kraft, siger Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen til tipsbladet.dk.

Brøndby forlod forhandlingerne om en kollektiv tv-aftale, da de 11 andre klubber ikke ønskede at gå med til at fordele tv-pengene sådan, at Brøndby blev tilgodeset for ofte at være førstevalg til tv-kampene og for at trække mange tv-seere til.