Udinese og Austria Wien forhandler om Jens Stryger Larsen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Udinese og Austria Wien forhandler om Jens Stryger Larsen

Jens Stryger Larsen kan være på vej til Serie A-klubben Udinese. Italienerne forhandler i øjeblikket med Austria Wien om en transfer.

Jens Stryger Larsen har været en stor profil for Austria Wien siden sit skifte til den østrigske klub i 2014, og de gode præstationer er heller ikke gået under radaren i Danmark, hvor landstræner Åge Hareide har et særdeles godt øje til den tidligere Brøndby-spiller. Så sent som mandag udtog Hareide Jens Stryger Larsen til landskampene mod Polen og Armenien.

De har imidlertid også et godt øje til den 26-årige højre back i Italien.

Jens Stryger Larsen har ikke lagt skjul på, at han gerne vil til en større klub i dette transfervindue, og Austria Wien og Udinese forhandler i øjeblikket om en transfer. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er der stadig et stykke vej til en aftale, men italienerne skal være meget interesserede i at få Jens Stryger Larsen til støvlelandet. Klubbens normale højre back, Silvan Widmer, er blevet skadet, og det har tvunget Udinese på transfermarkedet.

Den danske landsholdsspiller føler sig helt klar til at tage næste skridt i karrieren.

- Jeg skal til en større liga, og jeg mener helt klart, at jeg har niveau til det og har bevist det i denne sæson. Det er også derfor, at jeg er på landsholdet. Så må jeg jo have gjort noget rigtigt, sagde Jens Stryger Larsen i et interview med tipsbladet.dk 8. juni.

Jens Stryger Larsen har kontrakt med Austria Wien frem til næste sommer.