Video : Tipsbladet
Superliga

Udsolgt i Viborg: Ikke flere billetter til skæbnekamp mod AGF

Viborg FF får efter alt at dømme flot opbakning på lægterne, når holdet i aften mødes AGF. Alle billetter er afsat. Derudover forventes 1500 AGF'ere i Viborg.

I aften kan Viborg FF tage et stort skridt på vej mod overlevelse i Superligaen. Holdet møder AGF hjemme i den første af to playoffkampe, der skal afgøre, hvem der også spiller i den bedste rækker efter ferien.

Til den kamp har Viborgs sponsorer købt alle billetter af klubben, som så er blevet foræret væk til fodboldinteresserede viborgensere. Muligheden for gratis fodbold har vakt så stor interesse, at alle billetter nu er afsat.

- Der er pt. ikke flere billetter. Vi opdaterer løbende billetsituationen og frigiver pladser, hvis det er muligt, skriver klubben på sin hjemmeside

Hvis man gerne vil se kampen, er alt håb dog ikke ude. Nogle har givetvis booket flere billetter, end de har brug for, så Viborg opfordrer folk til at komme alligevel, og så vil de blive placeret, hvis der er ledige sæder.

- Har du booket flere billetter, end du skal bruge, så send venligst en mail til annemette@vff.dk, så pladserne kan bruges af andre. Når du ikke at få fat i en billet, så opfordrer vi til at møde op ved Indgang 4. Herfra vil vi guide folk ind til ledige pladser, der måtte være på tribunerne.

Også AGF-fans kommer til at fylde godt på Energi Viborg Arena. Klubben forventer, at omkring 1500 medrejsende tilhængere kommer til at male den ene ende af stadion hvid.

- Der er solgt flere billetter nu end på samme tidspunkt op til den seneste kamp. Trods kampen ligger en mandag aften og ikke søndag eftermiddag som sidst, så gør det os optimistiske i forhold til, at vi - om ikke slår det tal - så i hvert fald kommer tæt på at tangere det, siger kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, til stiften.dk.

Der er kickoff klokken 19.