Uffe Bech: Det har været stolpe ud
Illustration
Superliga

Uffe Bech: Det har været stolpe ud

FC Nordsjælland kan fremvise ét point for de seneste fire kampe, og klubben har ikke scoret i fire kampe. Chancerne er der, mener Uffe Bech, der peger på, at det har været stolpe ud på det seneste.

Landsholdsspiller Uffe Bech måtte starte på bænken søndag, hvor FC Nordsjælland i Odense tabte med 0-1 til OB. Bech var placeret blandt udskifterne, fordi han sov over sig til et taktikmøde, og siden har den 21-årige kant/angriber undskyldt, ligesom han mandag fortalte tipsbladet.dk, at han har været ude og anskaffe sig et vækkeur.

På banen har det ikke spillet for FCN på det seneste. Klubben fik en god start på sæsonen, men i de seneste fire kampe er det blot blevet til ét point, og holdet har ikke scoret i de fire kampe. Uffe Bech peger på, at man har været uheldig, og at det forhåbentlig snart vender.

- Der har været lidt forskellige årsager. Dels har vi mødt nogle hold, der har været gode til at stække vores kvaliteter. Dels har vi ikke været dygtige nok. Jeg synes dog, at vi har været uheldige og har manglet de marginaler, som vi havde i starten af sæsonen. Vi har ikke lige haft det afgørende held, det var stolpe ud, men vi har nok ikke været gode nok i felterne, hvor det skal afgøres. Vi har sådan set været gode nok til at skabe chancer, vi har bare været for dårlige til at putte dem ind, siger Uffe Bech til tipsbladet.dk.

21-årige Uffe Bech har i denne sæson scoret syv mål for FC Nordsjælland i Superligaen, men holdet er efter de seneste fire kampe nede midt i tabellen, efter holdet ellers lå nummer to. Nu handler det om at få en god afslutning på efterårssæsonen, fortæller Uffe Bech.

- Vi kommer tilbage på sporet ved at arbejde stenhårdt til træning. Når det går dårligt, nytter det ikke noget at pege fingre ad hinanden. Det handler også om, at vi har været en smule ramt. Mod OB havde vi mange folk ude med karantæne, og det er ikke for at sige, de nye gjorde det dårligt - for de gjorde det godt - men vi mangler den base på holdet, og den skal gerne være tilbage mod Brøndby.

- De sidste to kampe er ikke altafgørende for sæsonen, men det er da pisseirriterende at kigge på tabellen i hele vinterpausen, hvis vi ikke er så godt placeret. Derfor går vi helt sikkert efter sejre i de sidste to, siger Uffe Bech.

FC Nordsjælland får søndag besøg af Brøndby, inden efterårssæsonen sluttes af med en kamp i Esbjerg.