Uffe Bech: Har hørt om Hannover-interesse
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Uffe Bech: Har hørt om Hannover-interesse

Flere medier skriver, at Hannover 96 er interesseret i Uffe Bech, og det bekræfter spilleren nu selv.

Med et enkelt år tilbage af kontrakten med FC Nordsjælland er Uffe Bech et godt bud på en spiller, der flyver fra Alka Superligaen i løbet af sommerferien.

Trods en skidt indsats sammen med resten af det danske U/21-landshold i 1-4-nederlaget til Sverige formåede han at score det enlige danske mål, og de seneste rygter sender den 22-årige spiller i retning af Bundesligaen og Hannover 96.

Og spilleren selv bekræfter nu, at der er lidt om snakken.

- Jeg har hørt, der er noget interesse fra Hannover, men andet kan jeg ikke diskutere lige nu. Nu fokuserer jeg på at holde ferie og så må vi tage alt det andet, når jeg kommer hjem, siger Uffe Bech til TV2 Sport, hvor han også bekræfter, at han selv er interesseret i at rykke til udlandet. 

- Jamen, helt sikkert. Det har jeg sagt fra start af, at jeg gerne vil ud og prøve på et tidspunkt. Men igen, alt det tager jeg mig af, når jeg vender hjem fra ferie, siger spilleren. 
 
Ifølge BT beslutter klubben i løbet af mandagen, om de vil byde på Uffe Bech. Prisen skulle ligge omkring de 11 millioner kroner.