Uheldig AaB'er glad for holdkammeraternes comeback-kasser
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Uheldig AaB'er glad for holdkammeraternes comeback-kasser

Nicolai Larsen var glad for holdkammeraternes mål i 3-1-sejren, der satte hans egen fejl i kampen mod Esbjerg fB. lidt i baggrunden.

Nicolai Larsen spillede mandag aften en lidt uheldig hovedrolle, da han sidst i første halvleg gik forkert af en høj bold. Det tillod Jonas Knudsen at heade hjemmeholdets åbningsmål i kassen, men i anden halvleg revancherede de offensive AaB-kræfter Larsens fejl ved at score tre mål i 3-1-sejren over Esbjerg fB.

Det glæder Nicolai Larsen, der ellers kunne se frem til en skurkerolle som følge af fejlen, der satte EfB i gang.

- Det var rigtig dejligt at komme tilbage i opgøret, og det var godt for mig, at fejlen betød mindre, da vi formåede at komme tilbage i kampen. Men jeg er stadig skuffet og irriteret over den fejl, som jeg lavede i situationen. Derfor var det godt, at holdkammeraterne formåede at sende os tilbage, siger han til tipsbladet.dk.

På torsdag skal AaB endnu engang til kamp på Blue Water Arena, når de to hold mødes i DBU Pokalen, og selvom Nicolai Larsen naturligvis håber på en gentagelse, så tror han på et lidt anderledes kampforløb.

- Jeg er sikker på, at Esbjerg ser på, hvordan de kan ramme os, ligesom vi også vil tage et nærmere kig på dem. Men jeg tror måske ikke, at de vil presse os så højt. De vil nok spille lidt mere afventende. Men vi vil i hvertfald forsøge at spille os ud af deres pres igen, når det kommer, og det var også på den måde, at vi fik slået dem mandag, siger målmanden videre.

Han noterede sig generelt en rigtig god kamp af AaB'erne, som på tre mål i anden halvleg tog sejren i kampen, men også i de første 45 minutter bød holdet sig til, siger Nicolai Larsen.

- Vi havde faktisk også gode chancer i første halvleg, men vi formåede ikke at få dem sendt i kassen, men jeg synes, at vi i anden halvleg gjorde det godt. Vi fik nogle gode omstillingschancer, og vi kunne have scoret flere mål, da vi fik et par store chancer til sidst. Omvendt tog vi de tre point, og det kan man ikke være skuffet over. Vi scorer tre flotte mål og spiller så godt, så det kan vi tage med videre, siger Nicolai Larsen videre.

Nicolai Larsen har spillet 18 ud af 19 kampe i Superligaen for AaB i denne sæson.