Video : Tipsbladet
Superliga

Uheldige Agger har udskudt kontraktsnak med Silkeborg

Nicolaj Agger har været uheldig med et par skader i denne sæson, og derfor er der endnu ikke faldet nogen afklaring på fremtiden.

Ikke bare én, men to gange har Nicolaj Agger været skadet i denne sæson, og det har naturligvis sat sit præg på offensivspilleren fra Silkeborg IF. Af de 15 Superliga-kampe, han har været på banen, er det ikke blevet til fuld spilletid i en eneste, så det har været svært for Agger at finde en rytme. Derfor er sulten også stor inden det afgørende nedrykningsspil.

- Jeg har haft en fin tid i Silkeborg, men det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg løb ind i en skade i slutningen af efteråret. Jeg synes, jeg kom godt tilbage og var i god form i januar og februar, men så fik jeg et vrid i anklen mod AaB. Derfor er jeg nu igen ved at kæmpe mig tilbage. Jeg synes, det ser positivt ud lige nu, og jeg forventer at være med igen efter landskampspausen, siger Nicolaj Agger til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det har da været frustrerende. Jeg var lige blevet klar igen, og så fik jeg den her skade i anklen. Men det kan ikke nytte noget at være nede over det, og nu ser jeg fremad og glæder mig til at komme på banen igen og forhåbentlig være med til at gøre en forskel i nedrykningsslutspillet.

Silkeborg IF råder over dytige offensive spillere som Rubio Rubin, Nicklas Helenius og Robert Skov, men Nicolaj Agger kan sagtens se sine kvaliteter komme til udtryk i Søhøjlandet.

- Jeg håber, at jeg kan gå ind og bidrage med noget offensivt, hvor jeg måske har lidt mere hurtighed at bringe. Desuden er jeg en alsidig spiller - jeg kan både spille centralt og på begge kanter. Jeg har faktisk ikke rigtig nogen favoritposition længere. Det kunne da være rart at have en lidt mere fast plads, men det er ikke noget, jeg ser som et problem. Jeg ser min alsidighed som en styrke, som også kan bruges som et våben her mod slutningen af sæsonen, lyder det fra SIF-spilleren.

Nicolaj Agger har kontraktudløb i Silkeborg IF til sommer, og alt, hvad der angår den del, er ligeledes blevet udskudt på grund af de to skader i indeværende sæson.

- Der er ikke noget konkret nu og her. Jeg har talt med Silkeborg, og vi skal også tale igen. Den del er også blevet lidt udskudt af, at jeg har været skadet. Jeg er glad for at være i Silkeborg, og jeg kan da godt se mig fortsætte i klubben, men det handler også om forudsætningerne. Det skal vi have en snak om inden så længe, siger Agger.

28-årige Nicolaj Agger har spillet 110 Superliga-kampe i karrieren fordelt mellem klubberne Brøndby IF, SønderjyskE og Silkeborg IF.