Uheldige Toutouh foran ny skadespause
Superliga

Uheldige Toutouh foran ny skadespause

Youssef Toutouh er skadet igen. FC København-spilleren må se til fra sidelinjen den næste måneds tid.

FC Københavns Youssef Toutouh blev skadet mod slutningen af sidste sæson, og af samme årsag gik midtbanespilleren blandt andet glip af U/21-EM i Tjekkiet. Op til denne sæson er Toutouh imidlertid vendt stærkt tilbage, men nu er uheldet atter ude efter den tidligere Esbjerg-spiller.

I onsdagens Europa League-match mod Jablonec måtte Youssef Toutouh udgå med en skade i det ene baglår. Den skade kommer nu til at koste ham en ufrivillig pause på godt en måned. Det skriver FC København på klubbens hjemmeside.

Også Tom Høgli har døjet med en mindre skade, men det er ikke noget, der forhindrer ham i at komme i kamp, hvis førstevalget til højrebacken, Peter Ankersen, skulle få problemer.