Ung AaB'er kæmper for spilletid
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Ung AaB'er kæmper for spilletid

Frederik Børsting tager kamp op for at få spilletid på et AaB-hold, der boomer af offensiv talent.

Lukas Spalvis og Thomas Enevoldsen er sikre startere i AaB's angreb, mens Nicolaj Thomsen indtager sin vante plads på venstre midtbane. På den centrale del af midtbanen er det kombinationen af en løbestærk Kasper Risgård og en defensiv bryder i Rasmus Würtz. Det gør, at der reelt kun er en position på den offensive del af banen, der er til debat.

På højre midtbane har AaB flere muligheder i form af spillere som Frederik Børsting, Rasmus Jönsson, Mathias Thrane og Andreas Bruhn, og førstnævnte er klar til at cementere sin plads på AaB-holdet og tage kampen op - især mod den rutinerede svensker Rasmus Jönsson, der lige nu står som den største udfordrer. Børsting håber, han bliver manden, der vinder kampen om højre midtbane.

- Jeg skal finde mit spil frem fra slutningen af efteråret, og så bygge endnu mere på den offensive del. Jeg tager i hvert fald kampen op, siger Frederik Børsting, 20 år, til Nordjyske.

Børsting startede inde i AaB's sidste otte kampe i efteråret, og han kan med en god indsats på AaB's træningslejr i Tyrkiet sikre sig pladsen, når Superligaen for AaB's vedkommende åbner mandag den 29. februar med et opgør på udebane mod FC Midtjylland.