Ung AaB'er skuffet over sin indsats: Det er pisseirriterende
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Ung AaB'er skuffet over sin indsats: Det er pisseirriterende

Frederik Børsting var impliceret i FC Københavns scoring til 1-0 i sejren på 6-2 over AaB, og talentet fra det nordjyske er ikke tilfreds med sin start på foråret.

21-årige Frederik Børsting fik igen chancen fra start, da FC København søndag vandt med 6-2 i Telia Parken over AaB og spillede sig tæt på det danske mesterskab med 12 kampe igen af Superligaen.

Og Børsting ærgrer sig over, at han for anden kamp i træk ikke fik vist sig frem, og han frygter nu, at bænken er tæt på, næste gang træner Lars Søndergaard sætter sit hold.

- Det er pisseirriterende og skuffende, at jeg leverer noget ikke særligt godt i to kampe i træk. Det kan jeg ikke blive ved med, for der sidder mange dygtige spiller ude og bare venter på at få chancen, som jeg har fået den, sigiger Frederik Børsting til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg må hjem og træne hårdt og få nogle gode kampe igen. Jeg skal jo vise, at jeg stadig kan, og jeg er bestemt ikke tilfreds med at have spillet to dårlige kampe. Det skal jeg arbejde på. Jeg er stadig en ung spiller, som måske laver lidt flere fejl end de andre, men det er ikke okay. Jeg skal tage fejlene med videre og lære af dem, siger han.

Børsting startede ellers foråret glimrende med en rigtig fin præstation mod FC Midtjylland, hvor han flere gange var tæt på mål og oplæg. Men status efter tre kampe af foråret er, at han hverken har scoret eller assisteret, og de to parametre står højt på ønskelisten.

- Det er målet for mig at lave flere point, og med det mener jeg mål og assist. Der mangler lige det sidste, og det skal jeg selvfølgelig arbejde ekstra meget på. Med det samme, det kommer, kan man vel også sige, at det er nemmere at acceptere, når der kommer en dårlig kamp en gang imellem. Men to dårlige i træk, hvor jeg tilmed ikke er med i det offensive spil som kantspiller; så er det svært at forlange en plads i startopstillingen, siger en ærlig Frederik Børsting.

Selv var Børsting impliceret i FC Københavns scoring til 1-0, da han ikke kunne cleare en bold i eget felt. Benjamin Verbic fik sin fod på bolden, da Børsting forsøgte at cleare, og så landede den for fødderne af Federico Santander, der scorede sit første af to mål og FCK's første af seks mål.

Og det store nederlag på 2-6 kunne efterfølgende mærkes på den 21-årige AaB'er.

- Vi havde håbet på mere, efter vi lå nummer to efter efteråret. Når det kørte for os, kunne vi slå alle, så vi havde da bestemt håbet på mere. Det er træls at tabe to kamep i træk, og det tager på en med sådan et nederlag på 2-6. Det kan ikke undgås. Men nu venter en svær kamp fredag (mod AGF, red.), og så kommer der en landskampspause, hvor vi forhåbentlig kan rette nogle af fejlene, siger Børsting.