Ung SIF'er scorede sit første mål: Nu kan målet blive slettet
Foto: Silkeborg IF
Superliga

Ung SIF'er scorede sit første mål: Nu kan målet blive slettet

Silkeborgs 20-årige forsvarsspiller Jeppe Gertsen scorede sit første seniormål mod HIK. Målet risikerer dog at blive slettet fra historiebøgerne, hvis kampen skal spilles om.

Tidligere fredag appellerede Silkeborg IF officielt afgørelsen fra Fodboldens Disciplinæristans, der tidligere i denne uge afgjorde, at kampen mellem HIK og Silkeborg IF i DBU Pokalen skal spilles om.

SIF mener, at kampen var lige for begge hold, og at det derfor ikke fik betydning for kampens udfald, at dommer Peter Munch Larsen lod spillerne sparke straffesparkskonkurrence efter ABBA-systemet og ikke ABAB-systemet. Det var det, Fodboldens Disciplinærinstans mente. Nu ligger sagen altså på bordet hos Fodboldens Appelinstans.

Mens et helt Superliga-hold i Silkeborg nok gerne undgår endnu en tur til Gentofte Stadion for at spille en pokalkamp, klubben allerede mener at have vundet, er Jeppe Spliid Gertsen nok den, der allermest håber på, at Søhøjlandets helte får medhold i appellen.

Og hvorfor så det, når en omkamp vil kunne give Jeppe Spliid Gertsen ekstra hår på brystet og mere seniorfodbold i benene? Jo, det har at gøre med det mål, som forsvarsspilleren scorede i kampens forlængede spilletid.

Den 20-årige SIF'er scorede i den forlængede spilletid til 3-3 med bare et par minutter igen og fremtvang dermed en straffesparkskonkurrence i opgøret. Spliid Gertsens første seniorkasse i bare seniorkamp nummer to.

- Selvfølgelig vil det på det personlige plan være irriterende, hvis målet bliver taget fra mig. Det er jo altid fedt, at der står, at man har lavet et mål. Det er fedt at sige. Og især som forsvarsspiller, siger Jeppe Spliid Gertsen til tipsbladet.dk.

Forsvarsspilleren, der har Spliid stående bag på trøjen og Gertsen stående på SIF's hjemmeside, fortæller, at han foretrækker at blive kaldt ved sit fulde navn. Jeppe Spliid Gertsen. Og så mener han, at det mål, der risikerer at blive visket væk fra historiebøgerne, hvis kampen skal spilles om, alligevel vil stå et sted - i det mindste i erindringen hos ham selv og den fodboldklub, han repræsenterer.

- Uden det mål var vi ikke kommet i en straffesparkskonkurrence, så selv om det ikke skulle være officielt, vil det alligevel være et sted, siger han.

Og han har ret, Jeppe Spliid Gertsen. Havde han ikke udlignet til 3-3, var kampen ikke gået i straffekonkurrence, og så havde Peter Munch Larsen ikke fået de to hold til at sparke efter en forkert straffesparskmodel. Så ville der heller ikke have været noget at rafle om, for så var SIF ude, og HIK videre. Så Spliid Gertsen kan - mål eller ej - se tilbage på en præstation, hvor han blev afgørende.

- Jeg har scoret før (som ungdomsspiller, red.), men ikke så tit. Det var mit vigtigste mål, den bedste følelse og det bedste mål i min karriere. Det mål med den største betydning. Det var jo et vildt vigtigt mål, siger Spliid Gertsen.

I det hele taget nyder den 20-årige forsvarsspiller sin fodbold for tiden. Han har som bekendt bare spillet to gange for klubben i seniorkarrieren - begge gange i DBU Pokalen i denne sæson.

- Jeg har ventet længe på min chance. Siden sidste år. Så jeg har ventet siden sommeren 2016 på at spille.

- Det handler bare om at arbejde hårdt til træning og vise sig frem til træning og i reserveholdskampene. Og i pokalkampene. I sidste ende er det Peter Sørensen, der bestemmer, hvem han vil spille med, og hvem han tror på. Jeg skal bare vise, at jeg er klar, hvis der er brug for mig, siger Spliid Gertsen, der siger således om sit navn:

- Jeg foretrækker at blive kaldt alle tre, så I må gerne skrive mit fulde navn. Jeg har valgt, at der skal stå Spliid på min trøje, for det er lidt mere specielt, og det kendetegner måske min familie lidt bedre, siger han.

Spliid Gertsen kan måske allerede lørdag få chancen igen for SIF, for anfører Dennis Flinta er blevet skadet, og dermed er der en plads i midterforsvaret, som Spliid Gertsen eller Tobias Salquist sætter sig på. Modstanderen er SønderjyskE.