Van Buren: Potentiale til mere end 10.pladsen
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Van Buren: Potentiale til mere end 10.pladsen

Esbjerg er i øjeblikket nummer 10 i Superligaen og har kun fem point ned til nedrykningsstregen. Mick van Buren mener, der er potentiale til mere i Esbjerg.

Når Esbjerg fB mandag aften går på banen mod Randers FC, er det med visheden om, at der blot er fem point ned til nedrykningsstregen og FC Vestsjælland. Klubben har derfor brug for tre point for at holde FC Vestsjælland stangen, og ifølge den hollandske angriber Mick van Buren er der bestemt potentiale til mere i Esbjerg.

Angriberen peger på, at der skal spilles bedre som hold for at få resultaterne og kravle væk fra den nedrykningsstreg, der rykker tættere og tættere på.

- Vi ligger nu nummer 10, men har potentiale til at ligge bedre. Dog må vi arbejde på ikke at tabe kampe på samme måde som mod Hobro. Vi skal være et team i stedet for 11 individualister på banen, for så har vi bedre kvaliteter end de andre hold, der ligger i nederste del af ligaen, siger Mick van Buren til Esbjergs hjemmeside.

Esbjerg tabte seneste med 1-3 ude mod Hobro, efter klubben ellers kom foran med 1-0. Mick van Buren startede på bænken, men kom ind i opgøret og er på vej mod storformen igen efter en lang skadespause. Angriberen satser på at bygge videre på formen.

- At være skadet er altid frustrerende, og når man ikke forventer at være ude så længe, er det ekstra belastende. Den første melding var tre uger, men det endte med fem måneder, og først ugen op til træningslejren i Tyrkiet synes jeg, det begyndte at gå bedre. Nu har jeg det rigtig fint, har spillet kampe for reserveholdet og er kommet ind i flere ligakampe. Man værdsætter det mere, når man har været igennem en langvarig skade, siger den 22-årige angriber.

Mick van Buren har spille 35 gange i Superligaen for Esbjerg. Han har scoret otte gange for Niels Frederiksens tropper.