Verbic værdsætter Ståles direkte stil
Foto: Tipsbladet
Superliga

Verbic værdsætter Ståles direkte stil

Benjamin Verbic jubler over starten på sin FC København-karriere og roser cheftræner Ståle Solbakken.

Benjamin Verbic havde ikke spillet mere end to minutter i en FC København trøje, da han scorede for første gang for sin nye klub. Så var standarden ligesom sat, og den har sloveneren holdt gennem sæsonens først kampe.

Senest sjaskede Verbic et fremragende langskud i kassen, da FC København vandt 1-0 på udebane over tjekkiske Jablonec i Europa League-kvalfikationen. 

Kantspilleren fortæller, at han nyder tilværelsen i den danske hovedstad og giver FC København-træner Ståle Solbakken kredit for den flotte start.

- Ståle taler lige ud af posen – og det kan jeg godt lide. Han er direkte, og han kræver disciplin. Det respekterer jeg og lytter til. Han siger, at jeg skal være bedre til at forsvare. Jeg har haft individuelle video-sessioner med Ståle efter kampene, så jeg kan se det med egne øjne. Det har hjulpet meget, men jeg skal stadig forbedre mig. Jeg har også tabt lidt for mange bolde i nogle af kampene, men jeg tror på mig selv og arbejder hårdt til træning. 

- I Celje havde jeg masser af frihed, og jeg havde ikke ret mange defensive pligter. I FCK handler det om at forsvare før alt andet, og det skal jeg lige vænne mig til, siger Verbic til BT.

FC København og Verbic møder senere i dag SønderjyskE på udebane.