Video : Tipsbladet
Superliga

Veteranen Poulsen klar til ny kontrakt: Tænker kun på FCM

Der er et år, til Jakob Poulsen kontrakt med FC Midtjylland udløber, men han overvejer slet ikke andre klubber her i karrierens efterår.

I næste uge fylder Jakob Poulsen 34, og hans kontrakt med FC Midtjylland udløber om et år. Han har aldrig rigtig prøvet at være tæt på kontraktudløb før, men det stresser ham nu ikke. 

Og selv om han ved kontraktudløb vil være lige så tæt på 40 som på 30, er han frisk og frejdig. Stod det udelukkende til FCM-anføreren, var han klar til at skrive under på en ny aftale med det samme.

- Som jeg har det lige her og nu, vil jeg meget gerne fortsætte. Jeg føler ikke, at kroppen sætter grænser for det, siger han til Herning Folkeblad.

- Jeg ved godt, at klubben nok helst vil vente med at snakke om det, til vi kommer tættere på, at kontrakten udløber, og det er fint nok. Der er ingen stress på for mig. 

Der er dog ingen tvivl om, at kaptajnen gerne vil blive i klubben, som han vandt det danske mesterskab med for to år siden. Faktisk lægger han indirekte op til, at han kan slutte karrieren af i det midtjyske.

- Jeg tænker slet ikke på andre klubber. Nu har jeg været her så længe efterhånden, så det er her, jeg gerne vil spille, lyder det fra Jakob Poulsen. 

Der er da heller ikke meget, der tyder på, at Poulsen nærmer sig sidste udløbsdato. I den forgangne sæson sad han kun over i fire kampe: I tre af dem havde han karantæne, og den fjerde var en pokalkamp mod Fremad Amager.