Vibe afviser Danmark - bejlere fra England og Tyskland
Illustration
Superliga

Vibe afviser Danmark - bejlere fra England og Tyskland

Lasse Vibe har afvist danske klubber denne sommer, og agenten forventer, at interessen vil vare ved til sidste minut i transfervinduet.

Lasse Vibe var god for IFK Göteborg i sidste sæson, men i denne har han været decideret fremragende og topper topscorerlisten i Allsvenskan med 14 mål, hvilket er tre mere end Markus Rosenberg på andenpladsen. De mange mål har gjort Vibe til en eftertragtet herre, og der er da også mange bejlere, der har meldt sig i dette transfervindue, men han har indtil videre afvist dem alle - også et par fra Danmark.

- Jeg ved, hvad Lasse vil, så klubber fra Holland, Danmark og Rusland har fået nej på et meget tidligt stadie. Jeg vil ikke kommentere konkrete klubber, men interessen for Lasse Vibe er steget, siger spillerens agent, Mads Bach Lund, til Aftonbladet.

Ifølge den svenske avis er der interesse fra England og Tyskland samt fra nogle af de største klubber i Holland, og Mads Bach Lund forventer, at der bliver nok at se til i resten af transfervinduet.

- Jeg forventer, at der kommer bud på ham, og hvis det er anstændige bud, så håber jeg, at IFK Göteborg vil overveje det seriøst, fastslår agenten.

I IFK Göteborg-ledelsen er man sparsom med ordene, når snakken falder på den danske ligatopscorer, men én ting vil sportschef Mats Gren meget gerne slå fast med syvtommersøn:

- For at vi skal slippe Vibe, vil det kræve et stort bud, siger han.

Lasse Vibe har for nylig fået dansk selskab i IFK Göteborg af Søren Rieks og Kenneth Zohore.