Viborg-back: AGF er under pres
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Viborg-back: AGF er under pres

Viborgs Jonas Thorsen ser frem til fredagens kamp mod AGF, hvor han håber, at Viborg tager en sejr - "som vi plejer at gøre".

Viborg FF har været fint kørende i dette forår, hvor Johnny Mølbys tropper har spillet sig langt væk fra nedrykningstregens grumme skær. Det er en kontrast til modstanderen fra AGF fredag aften. 

AGF har endnu ikke vundet i Superligaen i dette forår, og det gør opgaven vanskelig for Viborg, mener klubbens venstreback Jonas Thorsen.

- Det er en svær opgave, fordi det er et hold under pres. AGF har ikke vundet i Superligaen i lang tid, men på den anden side har AGF fået et kæmpe boost af at kvalificere sig til pokalfinalen. Man ved aldrig helt, hvilket udtryk AGF kommer med, men Glen Ridersholm (AGF, træner) vil jo gerne praktisere et mega højt pres, og det skal vi starte med at stå imod og så arbejde os ind i kampen derefter. Det er altid sjovt at spille på Aarhus Stadion, og jeg håber, at vi kan slå dem, som vi plejer at gøre, siger Jonas Thorsen til Viborg Stifts Folkeblad.

Der er kampstart mellem AGF og Viborg i Aarhus fredag klokken 18.00.