Viborg FF - FC Midtjylland - Midt imellem kærlighed og had

Bragt første gang i Tipsbladet 8. nomveber 2013

Cafe Karup i den lille jyske by Karup er et spisested lignende dem, man kan finde overalt i landet langs motor- og landeveje. Indenfor er der en kraftig dunst af friture. På en varmeplade ligger et dusin pølser i forskellige former og farver, mens en enkelt spyflue udnytter husets fine temperatur til at udskyde efterårets uundgåelige død. Pølsemutter sidder og løser kryds og tværs i Se og Hør, og på en af de mange plakater om lokale aktiviteter proklameres det: ”Uha uha. Fodbold på Kølvrå Arena lørdag 13.30. KK07 vs Tjørring”.

Det er nu ikke på grund af den kamp, at vi befinder os i Karup. For det interessante ved Cafe Karup er nemlig ikke interiøret eller menukortet, det er lokationen. 100 meter fra cafeen står et skilt, der fortæller, at der 24 kilometer til Herning og 23 kilometer til Viborg. På samme sted mødes Herning- og Viborgvej.

Det er den placering, som har fået Tipsbladet til at rejse til Cafe Karup. Stedet er ideelt som neutralt mødested, hvis man vil samle repræsentanter fra to af landets mest indædte fodboldrivaler. Tidligere på efteråret mødtes FC Midtjylland og Viborg for første gang, siden Viborg rykkede ud af Superligaen i 2008. Kampen sluttede 0-0, men optakten, atmosfæren og hypen viste, at rivaliseringen mellem de to klubber er Jyllands største.

Brian Andersen og Peter Ross kan forklare os, hvorfor det er tilfældet. De er formænd for fanklubberne The Green Pride og Black Wolves og kender det midtjyske derby bedre end de fleste andre. Som de sidder på cafeen med henholdsvis en Cola Zero og en kildevand efter pænt at have hilst på hinanden, ligner de ikke rivaler, men det bliver alligevel tydeligt, da de på første spørgsmål bliver bedt om at komme med deres umiddelbare association, når man nævner den rivaliserende klubs navn. FCM’eren Peter Ross lægger ud:

”Jeg tænker på nogle opkomlinge, som gerne vil være mere, end de er. Det er nogle, som tror, at historie skaber en hel masse. Men er det en klub, man kun kan grine af. De puster sig op til at være det helt store uden at være det.”

Brian Andersen er endnu mere kort og klar i spyttet om FC Midtjylland:
”Det er vores hadeklub nummer ét, og det har det været siden day one.”

Traditionernes Viborg og driftige Herning
Når Peter Ross skal forklare, hvorfor rivaliseringen mellem FC Midtjylland og Viborg er blevet så stor, tager han han udgangspunkt i klubbernes hjembyer.

:”Herning og Viborg har altid ligget og kæmpet. Byerne er hinandens modsætninger. Viborg er meget traditionsbundet. Man går meget op i domkirken, har eksisteret i tusind år, kalder sig den gamle hovedstad og så videre. Herning er noget andet. Hvis vi har lyst til at gøre noget, så gør vi det sgu. Så bygger vi bare Jyske Bank Boxen, så bygger vi MCH Arena. Man tager ikke så meget hensyn til, hvordan tingene har været tidligere, for byen er ikke så gammel.”

”Det samme kan man sige om fodboldklubberne. Hos os i FCM tænker man ”et akademi, hva’ fanden, vi gør det. Afrika, vi gør det. Jonas Borring, vi gør det ” – det sidste skulle man så ikke have gjort... I Viborg holder man sig til traditionerne,” mener Peter Ross.

Brian Andersen, hvis kasket har påskrevet ”1896” for at markere Viborg Fodsports Forenings fødselsår, ser på samme måde på sin klubs værdier.

”Det er traditionerne. Stolthed over klubben og over det, vi har præsteret. Der har været et dødvande, men nu er vi tilbage. Det viser også, at klubben har bygget på nogle stærke værdier i den tid. Det er ikke mere end to år siden, at vi skulle vinde i Hvidovre for at overleve i 1. division. Nu ligger vi rigtigt godt i Superligaen. Det bygger på, at vi har nogle traditioner og en fast ramme,” siger Brian Andersen.

”Den bedste tradition, I har, er, at I altid slutter under os,” driller Peter Ross.

”Jeg kan sagtens genkende Viborgs værdier. Det er det, som man himler op om. Det er fandme som at høre AGF, og dem er der heller ingen, der tager seriøst længere. De bliver også ved med at sige ”der var engang”. Viborg snakker om dengang, da Hans Eklund scorede i pokalfinalen i 1999, eller hvornår det var. At man har vundet én pokaltitel på 117 år, det tror jeg godt, vi kan gøre bedre...,” siger Peter Ross om sin endnu trofæløse yndlingsklub, mens Brian Andersen hurtigt får rettet årstallet til 2000.

Allerede i startnullerne, før de to klubber havde mødte hinanden første gang, begyndte det så småt at gløde i det indbyrdes forhold. Det var blandt andet på grund af navnet.
”Det er jo ikke det rigtige Midtjylland herude. Man kan ikke komme og kalde sig noget, man ikke er. Det er derfor, vi kalder dem for Vestjylland. Vi er Midjylland. Det er det, vi hele tiden har kørt på. Vi ser herningensere som nogle bønder, og de siger sikkert det samme om os,” siger Green Pride-formanden.

Udover navnet var der andre hændelser, som fra begyndelsen gjorde, at de andre jyske klubber fik et anstrengt syn på fusionsklubben.

”Da Midtjylland blev skabt i 1999, sagde Jens Ørgaard, at der kun var plads til ét Superliga-hold i Midtjylland. Der pegede han AGF, Silkeborg og Viborg ud og sagde, at dem var der ikke plads til. Her kommer vi, og vi fylder det hele. Allerede dengang begyndte man at prikke til hinanden på direktionsgangene,” siger Peter Ross og nævner også, at FC Midtjylland et par gange har hentet Viborgs største stjerne i form af Thomas Frandsen og Petter Furuseth.

”Det er aldrig sjovt at miste sin bedste spiller til rivalerne. Vi har altid følt os lidt ovenpå. Vi har vundet sølv, vi har vundet bronze, vi har været i pokalfinalen. Viborg viser så noget den anden vej ved at sige, de har traditionerne og det ene og det andet. Så kører spillet.”

September-kampen som øjenåbner
I midten af nullerne blev der for alvor bygget på i rivaliseringen mellem de to klubber, men det fik en brat afslutning, da Viborg rykkede ud af Superligaen i 2008. Alligevel var rivalen på ingen måde glemt.

”Hver gang, der har været lodtrækning til pokalturneringen, har vi håbet på, at Viborg ville komme op ad bowlen. Det har været med lige dele skadefryd og ”kom nu i gang for helvede!”, at man har set dem sejle rundt og være på vej ned i 2. division. I forårssæsonen gik vi da og holdt øje med, om de kunne komme op. Man fulgte lidt mere i Viborgs resultater, end man normalt gør med 1. division,” fortæller Peter Ross, og Brian Andersen supplerer.

”Vi sad også og ventede på, at vi ville trække dem i pokalen, men det gjorde vi desværre aldrig. Men da vi rykkede op, var det første, alle snakkede om, hvornår vi skulle møde dem. Og så blev det en lørdagskamp, hvilket gør det lidt vildere, end hvis det havde været søndag eller mandag,” siger han om kampen den 21. september i år.

”Især den sidste sidste uge tænkte man ikke på andet. Arbejdet var lige meget. Man tænkte bare ”lørdag, lørdag, lørdag.” Man glædede sig som et lille barn til juleaften.”

For Black Wolves-formand Peter Ross blev optakten til kampen lidt speciel. To dage før kampen var han nemlig på besøg i klubben for at fortælle spillerne om, hvorfor opgøret mod Viborg er noget helt særligt for supporterne.

”Jeg havde været nede og se en træning et par uger inden kampen, og der spurgte Glen [Riddersholm], om jeg kunne være interesseret i at komme forbi. Han ville gerne give spillerne et indtryk af, at de her kampe ikke bare er som de 30 andre på en sæson. Jeg behøvede ikke to opfordringer til at komme ned og fortælle om de opgør. Spillerne lyttede meget intenst, og der blev spurgt ind til, hvad det bundede i,” fortæller Peter Ross.

Dagen før kampen mødte der fans op til træning i både Herning og Viborg, og ifølge Brian Andersen var det noget, der gjorde indtryk.

”Spillerne var ude og sige tak, og man kunne se i øjnene på dem, at det betød noget. Og kampen åbnede nogle øjne hos dem. Det har jeg også snakket med nogle af dem om,” siger Green Pride-formanden,

Selve lørdagen blev præget af uro i Herning, da fans af de to klubber stødte sammen og en håndfuld blev anholdt. Ifølge de to fanformænd var interaktionen med de rivaliserende supportere et stort tema hos nogle.

Peter Ross: ”For nogle af vores mest aktive har det fyldt en del. Man ville gerne vise sig frem over for Viborg.”

Brian Andersen: ”Det var det samme hos os. Der var en fraktion, som tog derned klokken bæ om morgenen, for de skulle vise sig frem i Herning. De havde arrangeret det helt store.”

Peter Ross: ”Og så kan man stå og skabe sig på hver side af politiet.”

Brian Andersen: ”Det får man ikke så forbandet meget ud af.”

Peter Ross: ”Det virker som en børnehave. Jeg var selv nede til arrangementet for lige at hilse på og pleje relationer. Jeg så, at folk stod og råbte i en times tid. Så tog jeg så på stadion. Men det var primært det, der fyldte hos mange. Man skulle derned og være nogle fandens karle. Så kom stadion i anden række. Det er en omvendt prioritering i forhold til min egen.”

Brian Andersen: ”Det fyldte meget for nogen, det ved jeg. Det synes jeg også er helt hen i vejret. Som Peter siger, hjælper det ikke at stå og råbe frem og tilbage – tt gem nu lidt til stadion i stedet og så giv den gas der. Men det synes jeg så også, at alle gjorde i vores afdeling.”

Viborg-manden var glad for kampens 0-0-resultat og for resten af lørdagen.

”Dagen forløb godt. Vi kom godt af sted og fik et godt resultat. Det var perfekt, og dem, som vi havde med, opførte sig ordentligt. Der var god stemning, og vi havde lavet en pissegod tifo. Alt i alt en perfekt dag.”

I FC Midtjylland var stemningen lidt anderledes.

”Jeg snakkede med Kristian Bak et par timer efter kampen, og han var grædefærdig. Han hadede sig selv for den kæmpe chance, han headede forbi ved bagerste stang. Han var i gang med at juble, sagde han, for han ville så gerne afgøre den kamp. Mange af de andre er meget unge. De spillede ungdomsfodbold sidst, da opgørene var der. Men det var nok en øjenåbner for mange af spillerne, da kampen blev spillet. Nu ved de, hvad der forventes til næste kamp. Der er ikke nogen, som giver sig, hverken på tribunen eller banen.”

Godt for klubberne
:Da Tipsbladet foreslog de to fanformænd en fælles snak om det midtjyske derby i et pølsehus i Karup, var de begge straks med på ideen. De sidder endda på samme side af bordet. Anderledes ville det nok være gået, hvis man spurgte i andre dele af fanmiljøet, hvor forholdet til rivalens fans er barskere.

”Min storebror har fået klistret et opslag på sin hoveddør. Der stod ”vi ved, hvor du bor. Vi skal nok få fingre i dig”. Han har gået på restaurationsskolen i Silkeborg, hvor der en dag også hang et opslag på opslagstavlen. Da han boede i Århus, blev han flere gange fulgt efter af folk, der tydeligvis havde et tilhørsforhold til Viborg. Der er nogle episoder, hvor man er gået langt over grænsen for, hvad almen god skik er. Der skal være plads til rivalisering og til, at det er et intenst opgør, men derfra og til at lave personlige ting, det er et skridt for langt,” siger Peter Ross.

Også Brian Andersen mener, at den slags er for meget og henviser til en mindre graffiti-krig før kampen i september.

”Det er fuldstændigt åndssvagt, også det med at male ulven og lave hærværk. Så kom Herning også og lavede det hos os. Det er at gå en tand for langt fra begge sider,” siger Viborg-fanen, der dog ikke har noget imod rivaliseringen til selve kampene.

”I de 90 minutter må man gerne stå og håne hinanden. Jeg synes, det er sundt, at de relationer er kommet igen. Der er ikke andre kampe i Jylland, som kan måle sig med det her.”

Det er i hvert fald svært at pege på andre opgør, der på så kort tid er blevet fyldt med masser af mindeværdige begivenheder og intensitet. Og spørgsmålet er, om det ikke har været godt for begge klubber med rivaliseringen. FC Midtjylland blev dannet i 1999 og har kunnet bruge kampene mod Viborg til at opbygge en historie i en ellers historiefattig klub. Og selv om Viborg FF er 103 år ældre, bugner trofæskabet ikke af pokaler eller store øjeblikke. Viborg havde i mange år svært ved at slippe af med prædikatet som Superligaens grå mus, men med rivaliseringen med FC Midtjylland skiller man sig ud fra mængden af jyske klubber, der ikke har et lignende derby.

Peter Ross kan godt følge, at Viborg-duellen har været god for FC Midtjylland.

”Når man kommer som ny klub, prøver man at skabe sig en identitet. Først var man FCK’s modsætning, en bonderøvsklub der inviterede alle i traktor til fodbold. Så prøvede man at være den frække dreng i klassen. Så købte man Jonas Borring, for nu skulle man i hvert fald vinde DM-guld. Man har famlet lidt for at finde et fodfæste, hvilket er meget normalt – hvor mange er sikre på sig selv som 14-årig? Det hjælper med til at skabe en identitet, at man er Viborgs rival,” siger Peter Ross om sin klub.

Brian Andersen kan også følge tanken.

”Ja, det kan jeg godt. Vi slår os op på at være en traditionsklub og det ægte Midtjylland, og så er der kommet det krydderi, at der er kommet lidt sjovere kampe.”

”Man kan også sige, at I ikke havde gjort så meget for at kalde jer det ægte Midtjylland, hvis det ikke var for FCM,” indskyder Peter Ross.
”Det havde vi helt sikkert ikke.”

Klimpls skovl og ”Sorte Torsdag”
De to klubber har mødt hinanden 25 gange i Superligaen. Hele 12 gange er det sluttet uafgjort, og derfor kan det være svært at udpege favoritkampe, synes Peter Ross.

”Det er altid nogle tætte opgør. Der er ingen, der lægger sig ned, og der bliver sjældent scoret mange mål. Det er få opgør, der virkelig springer frem. Jo, da Maros Klimpl scorer til 2-1 i overtiden i 2007. Den kamp står klart. Den må du gerne trække frem i overskriften og med et godt billede. Det er et opgør, der er tæt på at ende 1-1, da vi er inde i tre minutters overtid. Der opstår en dødboldsituation, hvor alle mand er med fremme, og Klimpl får den skovlet ind over stregen. Dommen fløjter af lige efter. Den kamp snakker folk stadig rigtigt meget om,” siger FCM’eren, der også fremhæver en pokalsemifinale fra 2003.

”Første kamp i Viborg endte 0-0, og i første halvleg kommer Viborg foran 2-0. Det ser meget sort ud. Men først reducerer selveste Søren Skriver, forsvarslegenden, til 1-2, Kristian Bak scorer sit første mål for FC Midtjylland nogensinde til 2-2, og så scorer Christian Magleby til 3-2 i overtiden. Det bliver kaldt ”Sorte Torsdag” i Viborg, så vidt jeg er orienteret. Det var med til at antænde det hele. Der fik folk første gang set, at det var mere end to klubber, der lå tæt på hinanden.”

Netop den kamp er, desværre for ham, også et af de klareste minder, som Brian Andersen har om de to holds kampe.

”Det var faktisk en af de første udebaneture, jeg var med på. Jeg er ked af at sige det, men den var også med til at tænde mig. Det kunne simpelthen ikke passe, at det kunne ske. Så kom jeg mere og mere ind i det derfra. Men det er desværre også mit første minde. Vi har ikke haft så meget at hovere af over for dem.”

Fredag aften mødes de så igen. Denne gang er det i Viborg, og de to fanformænd fortæller, at forberedelserne til kampen har stået på længe. De glæder sig, og de håber begge, at rivaliseringen får lov at leve sit liv i mange år fremover.

”Jeg vil bare sige, at jeg ikke vil undvære de her opgør, uanset hvad der sker. Jeg er glad for, at de kampe kan live dansk fodbold op, så det ikke kun er i hovedstaden, det hele sker. Vi kan også trække noget opmærksomhed og nogle medier herover til det mørke Jylland,” siger Brian Andersen.

”Det er jeg helt enig i. Nu er de opgør endelig tilbage. Så skal Viborg ikke ned og rode i 1. division igen,” mener Peter Ross.

Interviewet på Cafe Karup er slut. FC Midtjylland-fanen Peter Ross og Viborg-fanen Brian Andersen giver hinanden hånden, og det bliver også til et klap på skulderen og et ”god kamp”, inden de sætter sig ind i hver sin bil. Da de kører ud af parkeringspladsen, drejer den ene til højre mod Viborg, og den anden til venstre i retning mod Herning. Fredag aften mødes de igen, når de indtager hver deres tribune på Viborg Stadion før Jyllands største derby.