Viborg-reserve: Jeg er god nok
Superliga

Viborg-reserve: Jeg er god nok

Marcel Rømer håber snart, at Viborg-træner, Johnny Mølby, begynder at se hans vej.

Sæsonen startede lovende for Marcel Rømer i Viborg FF. Den 24-årige midtbanespiller var at finde i startopstillingen i de første fem kampe af Superligaen. Men siden er Rømer røget på bænken og er kun startet inde én enkelt gang til.

Det er selvfølgelig noget, der ærger Rømer, men han kæmper videre for at genvinde sin startplads på Viborgs midtbane.

- Jeg føler, jeg er god nok. Og jeg føler, jeg er tæt nok på. Superligaen er så tæt, så to-tre dårlige resultater kan måske få ham (Johnny Mølby, red.) til at se min vej, siger Marcel Rømer til Viborg Stifts Folkeblad.

- Det handler om at holde humøret oppe. Men kommer der noget, må vi se på det. Og gør der ikke, så er det ikke en katastrofe, tilføjer han.

Marcel Rømer har kontraktudløb til sommer i Viborg, som hentede ham i HB Køge i 2013.