Viborg-træner: Tror, vi har sikret overlevelse
Foto: Viborg FF
Superliga

Viborg-træner: Tror, vi har sikret overlevelse

Viborg-træner Johnny Mølby siger, at han er overbevist om, at hans mandskab har sikret overlevelse i Superligaen i denne sæson efter sejren over Hobro og fortæller, at han er begejstret over holdets indsats mod nordjyderne.

Viborg trumlede i går Hobro midtover med en 6-0-sejr og sikrede dermed tre livsvigtige point i bestræbelserne efter overlevelse. Mandskabet fra domkirkebyen udbyggede på den måde føringen ned til Hobro, som har 15 point op til Johnny Mølbys tropper. Og Viborg-træneren var meget begejstret over, hvad han så sit hold levere på DS Arena.

- Det var en fantastisk præstation af holdet i en meget vigtig kamp for os. En meget overbevisende indsats, hvor vi kontrollerer kampen i næsten alle 90 minutter. Vi stod godt imod deres fysiske pres, og vi skulle være gode på bolden og sætte vores offensive spillere bedre i scene, fordi vi mente, der var rum at spille på, og det lykkedes rigtig flot. At vinde 6-0 i så vigtig en kamp, og hvor det hele går op i en højere enhed, er dejligt at se. Det er noget, vi kan bruge fremadrettet, siger VFF-træneren til klubbens hjemmeside. 

Johnny Mølby blev spurgt, om han troede, sejren var lig med overlevelse.

- Jeg tror helt sikkert, vi har sikret overlevelse. Der er selvfølgelig teoretiske muligheder for, at vi rykker ned, men jeg synes, holdet er inde i en rigtig god udvikling. Jeg kan ikke forestille mig, vi er færdige med at lave point i denne her række. Omvendt synes jeg, vi har lige så meget at byde på som de andre midterhold i denne her række, og det er jo dét, det drejer sig om: Vi skal have så god en placering som overhovedet mulig. 

Viborg tager i næste runde imod SønderjyskE på Viborg Stadion.