Vigen inden pokaldebut: Én dårlig præstation og man er ude
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Vigen inden pokaldebut: Én dårlig præstation og man er ude

Lasse Vigen ser frem til at prøve kræfter med DBU Pokalen.

Brøndby møder onsdag aften Ledøje-Smørum Fodbold, der til daglig begår sig i Danmarksserien.

Det gør de i DBU Pokalen, og det betyder mulig pokal-debut til sommerindkøbet Lasse Vigen Christensen. Den unge midtbanespiller er særlig opmærksom på den store forskel mellem pokalturneringen og ligaen:

Der er stor forskel på ligaen og pokalturneringen forstået på den måde, at hver gang kamp er sin egen, og man ved, at har man én dårlig præstation, er man ude.

- Man skal forsøge at forberede sig som til alle andre kampe, men der er som sagt den forskel, at man skal have et resultat på dagen, og så skal man være klar på, at man måske skal ud og spille forlænget spilletid og eventuelt straffespark, hvis det bliver nødvendigt, siger Vigen til Brøndbys hjemmeside.

Midtbanespilleren spillede før sin tid i Brøndby i Fulham, hvor han har erfaring med pokalturneringer, og netop de erfaringer vil han prøve at tage med ind til onsdagens opgør:

- Jeg har spillet et par gange i FA Cup’en over de seneste sæsoner, men jeg har aldrig spillet i DBU Pokalen, så det glæder jeg mig til. Som jeg kender den fra England, så er det en stor turnering, hvor alle på dagen har en chance at slå et på papiret bedre hold, så der er altid god stemning til pokalkampe, fortæller Vigen og fortsætter:

- Det er muligheden for de magiske pokalaftener, hvor mange i England sidder og håber på, at de mindre hold når langt og kan drille nogle af de store. Alle floskler som ’bolden er rund’ og ’alt kan ske i fodbold’ er om noget ting, der lever i pokalfodbold, siger Lasse Vigen. 

Den unge U21-landsholdsspiller tog Brøndby og dansk fodbold med storm i sine første kampe for klubben, men i takt med Brøndbys svingende resultater har også Lasse Vigens præstationer været blandede. 

Han lægger dog ikke skjul på, at ambitionerne i turneringen bør være tårnhøje:

- Alle fodboldspillere drømmer om at vinde titler og spille de sjove kampe som blandt andet pokalfinaler, og når man spiller i en klub som Brøndby, forventes det også, at vi er med, hvor det er sjovt – også i pokalturneringen, siger midtbanespilleren.

Kampen mellem Brøndby IF og Ledøje-Smørum Fodbold spilles på Brøndby Stadion onsdag aften kl. 20.30.