Vigtig sæson for Kahlenberg: Nye skader kan betyde karrierestop
Foto: Brøndby IF
Superliga

Vigtig sæson for Kahlenberg: Nye skader kan betyde karrierestop

Brøndby-anfører Thomas Kahlenberg har været gennem en skadesplaget sæson. Nu håber han på at blive helt klar igen. Ellers kan han være klar til at tage den ultimative beslutning.

33-årige Thomas Kahlenberg er igang med sin fjerde sæson i Brøndby IF i denne omgang, og det kan måske også blive den sidste.

Dels har Thomas Kahlenberg kontraktudløb til sommer, dels har Kahlenberg døjet med skader den seneste sæson.

Og i et interview med Jyllands-Posten åbner Brøndby-anføreren op for, at det kan blive et karrierestop, hvis han ikke kan komme over sin skadesplagede tid.

- Får jeg en sæson, som den jeg lige har været igennem skadesmæssigt, vælger jeg da højst sandsynligt at stoppe karrieren næste sommer. Omvendt tror jeg også på, at jeg kan komme ind i et ordentligt forløb nu uden for mange skadespauser,« siger Thomas Kahlenberg til Jyllands-Posten.

Kahlenberg er ikke med, når Brøndby IF torsdag nat spiller Europa League-kvalifikation mod Valur. Den kamp spilles klokken 23.00.

I sidste sæson blev det kun til 13 kampe i Superligaen. Han åbnede sæsonen med en skade, og han sluttede sæsonen med en skade. Kahlenberg er dog tilbage på træningsbanen.