
Onsdagen købte Randers FC OB-anfører Chris Sørensen som en oprustning i kampen om igen at kunne kalde sig for Superliga-hold til sommer.
En tilgang som Randers-anfører Søren Pedersen bifalder oven på et efterår, hvor Rasmus Hansen - lidt som nødløsning har ageret venstre back.
- Jeg ser Chris Sørensen som en god mand at få ind i klubben. Han har prøvet meget i sin karriere -blandt andet at spille Champions League, siger Søren Pedersen og peger på Chris Sørensens store rutine som et afgørende kvalitetsstempel.
Randers FC har ikke lagt skjul på, at de tidligere og af flere omgange har forsøgt at hente Chris Sørensen hjem - en plan som Søren Pedersen gerne havde set fuldført. Dog er der forståelse overfor den nye holdkammerat.
- Det ville have været optimalt at have hentet ham tidligere. Men omvendt kan jeg godt forstå, at Chris har sagt nej de andre gange, for han har spillet i en klub, hvor han har fået mulighed for at være med i en masse store kampe.
Med sine 34 år træder Chris Sørensen ind som et af holdets ældste, da Frank Kristensen er eneste spiller med mindst samme alder. Randers-anføreren ser dog ikke alderen som et problem, da rutinen vil overstråle et eventuelt lidt langsommere tempo end de unges.
- Han vil kunne hjælpe os på en position, hvor klubben gerne ville forstærke sig, siger Søren Pedersen.
Randers FC ligger inden foråret nummer to i 1. division med et forspring på kun fire point til Vejle Boldklub Kolding, der så også må regnes som eneste reelle trussel til Superliga-billetten. EfB fører rækken med fem point til Randers FC.