FC Københavns spillere blev her til morgen informeret om, at klubben har valgt at afskedige Roland Nilsson med øjeblikkelig virkning. Martin Vingaard erkender, at resultaterne ikke har været med Roland Nilsson og holdet i hans halve år i klubben.
- Det siger sig selv, at alt er bundet op på vores resultater, og der har det ikke fungeret optimalt for os. Vi fik det at vide i morges, og det var en stor overraskelse, men det er klubbens beslutning, og den bakker vi spillere naturligvis op omkring, siger Martin Vingaard til tipsbladet.dk.
Sportsdirektør Carsten V. Jensen overtager rollen som cheftræner, samtidig med at han fortsætter i sit hidtidge job. Den løsning er Martin Vingaard rigtig godt tilfreds med.
- Jeg er sikker på, at CV er den rigtige mand til at føre os videre, siger Vingaard.
FC Københavns spillere havde første træningsdag i dag forud for en forårssæson, hvor mesterskabet er det altoverskyggende mål, idet det giver direkte adgang til Champions Leagues gruppespil. De starter foråret som nummer ét i Superligaen - fire point foran FC Nordsjælland på andenpladsen. FCK spiller forårets første Superliga-kamp ude mod AaB den 4. marts.