Vingaard: Ild i øjnene mod Brøndby
Illustration
Superliga

Vingaard: Ild i øjnene mod Brøndby

FC Nordsjælland trænger til en sejr, og den skal komme mod Brøndby, siger midtbanespilleren Martin Vingaard.

FC Nordsjælland er uden sejr i de seneste seks Superliga-kampe og har ikke kunnet score i de seneste fire. En plads som førsteudfordrer til FC Midtjylland er nu byttet ud med en plavcering som nummer seks - nu kun med syv point til nedrykningsstregen. 

Endnu er der ingen, der taler om decideret krise i Farum-klubben, men Martin Vingaard erkender, at holdet trænger til en sejr - og den skal komme med Brøndby i søndagens hjemmekamp. 

- Vi har sagt en del gange nu, at vi vil gå fra banen med en sejr. Lige meget om det er Brøndby eller en anden, handler det om, at vi skal gå på banen med den rette ild og glød i øjnene, lige som vi havde i starten af sæsonen, siger Martin Vingaard til tipsbladet.dk.

Brøndby har også haft vanskeligt ved at være kontinuerlig i resultaterne for mens holdet har vundet de seneste fire hjemmekampe, er det kun blevet til fem point på udebane i syv kampe. Den eneste sejr var netop mod FC Nordsjælland i Farum.

- Brøndby er en svær størrelse. Sidst de var her, spillede vi virkelig godt i en time og sad på det meste - men endte med at tabe 3-0.

Det er to hold, der rigtigt gerne vil have bolden . man kan håbe, det bliver en intens kamp - specielt på den centrale del af banen, hvor begge hold gerne vil have overtaget. Jeg håber på, at vi er knivskarpe i begge ender af banen, så vi kan få den sejr, siger Martin Vingaard.

Midtbanespilleren lægger ikke skjul på, at det er vigtigt at få brudt den negative stime af kampe uden sejr, inden vinterpausen sætter ind. 

- Kampen handler om mere end de tre point. Det er vigtigt at få sluttet godt af. Med en sejr kan vi spille os op på siden af Brøndby. Selve tabellen er ikke så vigtig i øjeblikket, men det at vi igen kan få sat tre point ind og få rundet efteråret af med en succesoplevelse, er rigtig vigtigt, siger han.

FC Nordsjælland - Brøndby bliver sat i gang søndag klokken 17.00