Superliga

Wæhler og Ahlmann på plads i AaB

Kjetil Wæhler og Jakob Ahlmann har forhandlet en forlængelse med AaB på plads. Den sidste godkendelse mangler blot.

AaB er tæt på at have de første par forstærkninger på plads i dette transfervindue.

AaBs norske anfører, 35-årige Kjetil Wæhler, har valgt at forlænge sit ophold i Aalborg, hvor han har spillet for AaB siden 2009, og det samme har 20-årige Jakob Ahlmann Nielsen. Det eneste, der mangler, er et ja fra AaBs bestyrelse, men det ventes at falde på plads snarest. Begge spillere havde kontraktudløb til sommer.

Da økonomien ikke er i top i de danske Superliga-klubber, betyder kontraktforlængelsen en lønnedgang for Wæhler.

- Jeg er allerede gået ned i løn, så det er ikke noget nyt for mig. Økonomien i dansk fodbold har ikke set godt ud i de senere år, og det er ikke nyt for os at gå ned i løn, siger Wæhler ifølge dr.dk.

Jakob Ahlmann forventer også, at hans kontrakt falder på plads i næste uge, og dermed råder AaB-træner Kent Nielsen fortsat over de to spillere.