Wieghorst: AGF er klart underdogs
Foto: Allan Baden - AGF
Superliga

Wieghorst: AGF er klart underdogs

Morten Wieghorst forventer en vanskelig opgave, når AGF søndag gæster FC Midtjylland.

FC Midtjylland er inde i en stærk periode. I midtugen baskede ulvene danskerdræberne fra Club Brügge med 3-1, mens man topper Alka Superligaen. Her venter i weekenden en ny opgave på hjemmebane, når AGF kommer på besøg. 

En kamp hvor århusianerne ikke er ventet mange chancer. Samme billede har cheftræner Morten Wieghorst, der understreger, at hans mandskab er klart undertippede, når det går løs på heden: 

- Først og fremmest vil jeg gerne lykønske FC Midtjylland med de gode resultater i Europa. Det er imponerende præstationer og rigtig godt for dansk fodbold. Det viser også, at det er et stærkt hold, vi skal møde, og det siger sig selv, at det er et af de bedste hold i Danmark lige nu. Vi skal op imod en stærk enhed, fysisk stærke spillere og dygtige individualister. Vi er helt klart underdogs, men vi skal glæde os til kampen, siger Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside og understreger: 
 
- Forhåbentlig kommer vi ikke til at forsvare lavt i for lange perioder. Vi skal være modige nok til at spille, og vi skal holde fast i de dyder, vi spiller efter med bolden. Det er vi også dygtige nok til at gøre, men vi skal også respektere, at vi spiller mod en god modstander, udtaler han.
 
Der er kampstart søndag klokken 20:45 på MCH Arena.