Video : Tipsbladet
Superliga

Wieghorst glæder sig til transfervinduet lukker: Vi står godt

AaB-træner Morten Wieghorst er glad for vinterens handler, og glæder sig nu til at lukke vinduet.

I vinterens transfervindue har AaB hentet to nye ansigter til klubben i form af Jakub Sylvestr og Ivan Lucic. Begge er i øjeblikket med klubben på træningslejr i Portugal, hvor de sammen med deres nye holdkammerater finpudser formen forud for den kommende Superliga-halvsæson. 

Den første trærning i Portugal var Jakub Sylvestrs første træning generelt med klubben, og her gjorde nye angriber, der er kommet til fra Nürnberg, fin figur. 

- Det er godt at have Jakob med. Han skal lige vænne sig til måden, vi gør tingene på. Vores spillestil, hvad det er, vi arbejder med , hvad det er for nogle træningsøvelser, vi sætter op, men han har gjort sit bedste derude i dag, og det bliver bedre og bedre - det er jeg slet ikke i tvivl om, siger træner Morten Wieghorst til AaB TV og fortsætter: 

- Holdkammeraterne skal også lige lære ham at kende, og hvilken slags spiller, han er, men vi er glade for at have ham med, og det samme gælder Ivan Lucic, som er kommet til fra Bristol. Han gjorde en god figur i kampene derhjemme, så ham er vi også glade for at have fået tilknyttet.

Morten Wieghorst kan dermed se tilbage på et fornemt transfervindue, hvor det indtil videre er lykkedes at holde på klubbens profiler, og dermed ser træneren nu frem til at transfervinduet i morgen smækker i. 

- Jeg synes, vi står godt. Nu skal vi bare have lukket vinduet, så vi ved, hvad vi har at gøre med resten af foråret. 

AaB har kun haft en afgang igennem dette vindue, og det var Carsten Christensen, der stoppede karrieren.