Wieghorst roser ny målmand: Han giver den fornødne ro
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Wieghorst roser ny målmand: Han giver den fornødne ro

Jacob Rinne har imponeret sin træner i sin første tid som AaB-spiller. Igen søndag var målmanden på pletten som redningsmand mod Lyngby.

I sidste måned mistede AaB den mand, der har vogtet målet i seks år gennem bundkampe, titeltriumfer og Europa-eventyr, da Nicolai Larsen gik til FC Nordsjælland. I hans sted er trådt 24-årige Jacob Rinne, der var et ubeskrevet blad i dansk fodbold før skiftet.

Rinne har dog gjort sit for at slå sit navn fast, for målmanden har i tre Superliga-kampe og to pokalkampe blot lukket tre mål ind, og igen søndag leverede han varen, da AaB vandt 3-1 over Lyngby BK.

Hans nye cheftræner, Morten Wieghorst, er da heller ikke bange for at rose sin målmands bidrag til holdet.

- Han har givet os den fornødne ro og leverer også de store redninger, når det skal til. Han har gjort det rigtig godt, siger Morten Wieghorst til lokalavisen Nordjyske.

Jacob Rinne kom i sommer til AaB fra KAA Gent i Belgien, hvor han kun nåede at spille et enkelt år, efter han begyndte sidste sæson som førstevalg, men siden gled ud af holdet. 

Nu har han altså fået en glimrende start i Danmark, og hvis hans træner bliver ved med at være lige så glad for Rinnes præstationer, kan de i Nordjylland glæde sig over, at AaB skrev en lang aftale med målmanden. Rinne har således kontrakt med AaB de næste fem år.

Efter søndagens sejr ligger AaB på ottendepladsen i Superligaen.