Video : Tipsbladet
Superliga

Wilczek jagtet af polsk topklub

Legia Warszawa har fået øjnene op for Brøndby-angriberen Kamil Wilczek.

Kamil Wilczek har været en stor succeshistorie, siden han for et år siden ankom til Brøndby. I den sidste halvsæson i 2015/2016-sæsonen scorede polakken fem mål i 13 kampe, og i denne sæson er han gået decideret målamok med 14 fuldtræffere i 21 kampe.

Derfor har den polske topklub Legia Warszawa ifølge Eurosport.onet.pl indledt jagten på angriberen, som skulle være i omegnen af seks millioner kroner værd.

Legia Warszawa har nemlig lige solgt et par angribere, hvorfor de er på udkig efter en ny spydspids, der skal levere holdets mål og skaffe sejre.

Wilczek fik i denne sæson sin debut på det polske A-landshold i en VM-kvalifikationskamp mod Armenien, men han har endnu det første landsholdsmål til gode.

I 2015 blev Kamil Wilczek topscorer i den polske liga, hvilket bragte ham til italienske Carpi og sidenhen Brøndby, for hvilket han altså snart kan være fortid for.

Legia Warszawa var i denne sæson med i Champions League, hvor de efter Dortmund og Real Madrid endte på tredjepladsen foran Sporting Lissabon. Dermed er holdet med i Europa League-slutspillet, hvor Ajax venter i 1/16-finalen.