Zanka: Vores reserver ville være profiler i andre klubber
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Zanka: Vores reserver ville være profiler i andre klubber

FCK-profilen Mathias 'Zanka' Jørgensen glæder sig af mere end en grund til pokalkampen mod Randers FC.

Han fik rødt kort mod AGF for en nødbremse, hvilket kostede to spilledages karantæne i Superligaen. Den ene dag er afsonet - den næste venter mod FC Nordsjælland søndag. Derfor kommer onsdagens pokalkamp yderst belejligt for forsvarsspilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen, der vil være med fra start i kvartfinalen mod Randers FC klokken 17.00.
 
Udvisningen og karantænen irriterer FCK-profilen, men omvendt betragter han det som en del af jobbet som bagerste mand i forsvaret.
 
- Det er irriterende, men når man spiller midterforsvarer, koster det, når man laver en fejl - enten via mål eller som i dette tilfælde en karantæne. Det er en af de store forskelle der er på at spille pladsen som midterforsvarer kontra andre steder på banen. Men jeg ville nok være mere irriteret over, hvis jeg havde spillet to dårlige kampe og så var blevet ramt af karantæne. Jeg er kommet godt i gang med foråret, så samlet set er det stadig positivt, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen til tipsbladet.dk
 
FC København har med en solid pointhøst og sejre over de nærmeste forfølgere skabt sig et solidt forspring i Superligaen, hvor der aktuelt er ni point til nærmeste konkurrent. Men pokalturneringen har fortsat stor betydning - og ikke kun på grund af muligheden for at vinde et trofæ.
 
- Vi er et stort hold med en masse spillere. Flere af vores spillere, der er på bænken ville være profiler på andre hold. Derfor er det vigtigt for os at være med i så mange turneringer som muligt. Spillere som Thomas Kaminsky, Bashkim Kadrii, Tom Høgli og Andreas Cornelius spiller ikke så meget i ligaen lige nu. Derfor er det vigtigt, ar de kan komme til at spille nogle betydende kampe og få vist, at de er kvalitetsspillere, der kan banke på til mere spilletid i Superligaen, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen.
 
Mens det meste har været positivt i FC København, har der været alt andet end ro på i Randers FC, hvor sagen om Christian Keller og Jonas Borring har fyldt det meste den seneste uge. Alligevel regner Mathias 'Zanka' Jørgensen ikke med, at den store ballade får markant indflydelse på Randers' præstation onsdag i Telia Parken.
 
- Nej, det tror jeg ikke. Jeg er sikker på, at de nok skal finde ud af det på deres helt egen måde derovre, så det tror jeg ikke kommer til at spille så stor en rolle omkring kampen, siger han.
 
Pokalkvartfinalens vinder står til at møde Brøndby IF i semifinalen, mens AGF er klar i den anden semifinale, hvor modstanderen bliver vinderen af kvartfinale-opgøret mellem FC Roskilde og AaB.