Video : Tipsbladet
Superliga

Zimling kender Besar Halimi: Har ofte været sur på ham

Niki Zimling har spillet sammen med Brøndbys Besar Halimi i to tyske klubber. Han lægger ikke skjul på, at Halimi af og til var træls at spille sammen med.

Der var ikke mange danskere, der kendte Besar Halimi, da Brøndby IF i slutningen af juni kunne præsentere den tyske midtbanespiller på en et-årig lejeaftale. Halimi kom til Brøndby fra Mainz 05, hvor han udelukkende havde optrådt for klubbens U23-hold i 3. Bundesligaen, så han har ikke tonet frem på dansk TV hver weekend.

Besar Halimi har fået en god start for Brøndby, og nu er de fleste bekendte med hans kvaliteter, men der var imidlertid én dansker, som havde et godt kendskab til ham allerede på forhånd.

Niki Zimling, der tørner ud for SønderjyskE, spillede både sammen med Besar Halimi i Mainz 05 og i FSV Frankfurt en kort overgang, og han har primært godt at sige om tyskeren. Han har dog også uddelt mange skideballer til ham.

- Han er en rigtig dygtig spiller med nogle gode kvaliteter. Men jeg har også været sur på ham rigtige mange gange, for hans driblinger kan blive for meget. Når det lykkes, ser det godt ud, og det kan også være effektivt. De sidste par måneder, hvor vi spillede sammen på U23, blev det effektivt, og han blev farlig, siger Niki Zimling til Mediano og tilføjer:

- Det ser ud til, at han har lært, at han ikke bare skal drible for at drible, men for at være effektiv.

Niki Zimling og Besar Halimi har endnu ikke stået over for hinanden i denne sæson, og det gør de først den 1. oktober, når SønderjyskE gæster Brøndby.