Zohore har tiltro til sig selv: Jeg bliver ikke et flop
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Zohore har tiltro til sig selv: Jeg bliver ikke et flop

Kenneth Zohore tror på, at han kan slå igennem i Cardiff, som han er blevet lejet ud til.

OB formåede i transfervinduet at lave en millionhandel, da de solgte Kenneth Zohore til den belgiske klub KV Kortrijk.

Den 22-årige angriber er dog blevet lejet ud med det samme til Cardiff, og her regner han med at kunne slå igennem.

Også selv om det ikke er mere end to år siden, at Andreas Cornelius måtte vende slukøret hjem fra den walisiske klub efter et katastrofalt ophold.

- Jeg har egentlig ikke snakket så meget med Corner om det. Jeg tænker ikke på, at jeg skal blive et flop her, for hvis jeg gør det, så kommer jeg til at floppe. Lige med det samme. Så jeg tænker på, at det nok skal gå godt, siger han til BT.

Cardiff ville gerne selv have købt Zohore, men klubben er blevet ramt af et transferforbud, fordi de har brudt Financial Fair Play-reglerne. 

Da både Cardiff og KV Kortijk ejes af rigmanden Vincent Tan, blev det aftalt, at den belgiske klub skulle købe danskeren, så han derefter kunne blive lejet ud til Cardiff. Klubberne har fået tilladelse til at lave denne specielle manøvre.