Zorniger: En mental skalp for os
Foto: Polfoto
Superliga

Zorniger: En mental skalp for os

Alexander Zorniger glæder sig over, at Brøndby vandt 2-0 over Silkeborg, selvom man er i gang med et tætpakket program med europæisk fodbold

Brøndby vandt 2-0 over Silkeborg tidligere i dag, og på den måde fik de blågule sin anden af lige så mange mulige sejre i den hjemlige liga i denne sæson, mens man i Europa League-kvalifikationen er planmæssigt videre.

- Der er mange kampe i øjeblikket, og derfor har spillerne kort tid til at forberede sig til næste kamp, og de får ikke meget tid til at restituere. Derfor havde vi også rotation i startopstillingen i dag, og holdet leverede, siger han til brondby.com.
 
Han fortæller videre om flere taktiske justeringer i pausen.

- Vi kontrollerede kampen, men ikke på samme måde som mod Esbjerg. Silkeborg havde nogle chancer, men i de situationer viste Frederik Rønnow sin klasse. Vi ændrede i pausen, og det var der to grunde til. Vi havde lidt udfordringer med deres lange bolde, og derfor ville jeg gerne have to 6’ere foran forsvaret, som kunne vinde første- og andenboldene. Vi ville også gerne have mere kontrol over kanterne, fortsætter den tyske cheftræner til klubbens hjemmeside.

Han mener samtidig, at sejren var en mental skalp for holdet.
 
- Jeg er tilfreds med kampen, fordi det sværeste i fodbold er at afgøre og dermed vinde kampe. Holdet vandt kampen i dag, og det var hverken smukt eller brillant, men det var hårdt arbejde og en mental skalp, som holdet tog i dag, afslutter han.